Skip to main content
tv-serier i coronaens tid

Sex, sommervarme og fantastisk skuespil

TV-SERIE: "Sex"

To ting lægger man mærke til straks fra start: For det første at Asta Kamma August er en funklende stjerne som skuespiller. Og for det andet, at billedsiden er aldeles vidunderlig.

Det er næsten et år siden, "Sex" havde premiere. Men den ligger endnu på TV 2 Play -og den er absolut både et syn og et gensyn værd.

Serien handler om Cathrine. Og hun er med i hver en scene. Hun er den ultimative hovedperson. Cathrine bor sammen med Simon. De har været kærester i fire år. Og mens Cathrine har en glubende appetit på sex, så er Simon gået helt tør på det område.

Varmt, hyggeligt og røvkedeligt

De har de fint sammen. De bor sammen. De gør mange ting sammen. Men det kan altså også ligne et parforhold på plejehjemmet. Det er rart, varmt og hyggeligt. Men strengt taget også røvkedeligt, når man er 22 år.

Det er højsommer i København. Nætterne er lyse og varme. Alle de studerende har fri. Og Cathrine arbejder på Sexoplysningen, hvor hun vejleder unge mennesker telefonisk. 

Det er jo lidt sjovt: Hun er den kloge, der giver gode sex-råd til andre. Men hendes eget sexliv ligger i ruiner.

Lesbisk?

På kontorstolen over for hende i Sexoplysningen sidder Selma. Hun er lesbisk. Og det ender naturligvis med, at Cathrine og Selma finder sammen i et lidt klodset forhold. For Cathrine er bestemt ikke lesbisk. Eller er hun? Et er i hvert fald sikkert: Selma er leveringsdygtig i overdådig, dejlig sex. Og betyder det i grunden noget, om man er til det ene eller det andet?

Men Cathrine er jo i et parforhold, så hvert et hedt favntag med Selma ender i dybsorte samvittighedskvaler.

På den anden side set: Cathrine byder sig konstant til over for Simon. Som lige så konstant afviser hende.

Vi følger deres forhold gennem seks korte afsnit af 12 minutters varighed. Og det er helt fint at tage hele dynen - altså alle afsnit - på én gang. Det kan gøres på en god times tid.

Og det er en flot beskrivelse af seksuelle dilemmaer, serien præsenterer.

Et stort gennembrud som skuespiller

Men først og fremmest ligger man i næsegrus begejstring over Asta Kamma August, som virkelig bryder igennem med denne tv-serie. Hun er et enestående talent. Overbevisende og smukt folder hun sin karakter ud.

Allerflottes i en scene, hvor hun sidder på en trappesten og trøstespiser en shawarma, mens salatblade falder ud af munden på hende og tårerne løber ned ad kinderne. Samtidig med at hun taler i telefon med bedsteveninden Nanna og fortæller, at der er en kurre på tråden mellem hende og Simon. Det er fornemt skuespil.

Serien er også spækket med eventyrligt flotte billeder. Mens vi sidder her i februars fimbulagtige vinter med kolde fødder, så er det rart at få sådan en omgang sommer ind på nethinden, Og så vel at mærke i en stribe utroligt velkomponerede billeder.

Series tema er set før. Og den der med, at en pige flirter og for en kort tid udlever en lesbisk/biseksuel drøm, er bestemt også set før. Bedsteveninden Nannas kærlighedskvaler er set før. Ja, det meste er set før. Men lige her præsenteres det altså varmt, overbevisende og rart. 

Der hviskes i krogene om en sæson 2 af "Sex" - eventuelt med veninden Nanna i hovedrollen. Kom bare: Vi er klar til mere.

"Sex"

  • Forfatter: Clara Mendes
  • Instruktion: Amalie Næsby Fick
  • Fotograf: Nikolai Lok
  • Medvirkende: Asta Kamma August, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Nina Terese Rask, Sara Fanta Traore

De små, korte tv-serier

Arkiv