Noget om Emma: Slutningen er bedst

TV-SERIE: "Noget om Emma"

DR har lavet en tv-serie ud af Sigurd Hartkorn Plaetners roman "Noget om Vitus" fra 2015. Og der er meget, der lykkes rigtigt godt: Der er skuespilmæssigt nogle stjernestunder.

Men der er også nogle passager præget af uendeligt smukke stykker prosa. Derfor er serien nok værd at se en aften, hvor den burde stå på en tur i biografen.

For det er nemlig en biografoplevelse, jeg tænker på, når jeg har set serien. Den består af syv afsnit af godt 20 minutters varighed. Hvis de i stedet var blevet skåret ned til en spillefilm på halvanden time, så havde dette stået virkeligt klart og flot.

For der er mange passager, der er for stillestående.

Lidt for langtrukken

Det er jo det, man ofte gør i serie-universet: Det skal tage tid. For vi skal have et vist antal afsnit. Og så kommer fraklippene virkelig til sin ret.

Serien handler om Vitus, der er kæreste med Sarah. Hun bliver gravid. Det er ikke noget, de har talt om. Sarah har røvrendt Vitus. Hun har taget beslutningen alene. 

Det bliver Vitus naturligvis noget fortørnet over. Det er da også sådan, at de bedste graviditeter er dem, som der har været to mennesker om at beslutte.

Det ender med at de går fra hinanden.

Så møder Vitus Emma. Ikke fordi han jagter en hurtig afløser på kærestefronten. Det sker bare. De forelsker sig.

Hemmelighederne

Men Vitus har jo en hemmelighed. Det med barnet. Emma har sandelig også en hemmelighed. Den skal vi frem til afsnit 5, før vi hører.

Derfra bliver serien bedre. De sidste tre afsnit er virkeligt gode.

Hemmeligheden? Den må du selv finde ud af, når du ser serien...

Der bliver sagt gode og kloge ting undervejs. Og seriens epilog i afsnit 7 er ganske enkelt vanvittig flot og rørende.

Men de mange gode og kloge ting opdager man først undervejs. Efterhånden som vi får afsløret de mange lag af hemmeligheder, ja så falder mange ting fra de første afsnit på plads. Den slags er altid rar at opleve.

Der er skåret i romanen

Tv-serien har skåret grundigt i den oprindelige ungdomsroman. Det er man jo nødt til. For eksempel hører vi aldrig, at Sarah lider af en sygdom, der gør, at hun gradvist vil miste sin fertilitet. Det er derfor, det er så vigtigt for hende at få barnet.

Det er naturligvis en udeladelses-synd, men serien fungerer nu alligevel.

Det er mange fine skuespilsmæssige oplevelser. Mads Reuter spiller den store altdominerende hovedrolle som Vitus. Og Vitus får mange rutsjeture følelsernes rutsjebane. Han reagerer ofte forkert, men dilemmaerne er også voldsomme. Mads Reuter får det fortalt med indestængt sorg og bekymring. Det gør han altså godt.

Værd at vente på slutningen

Kristine Kujath Thorp spiller dansk/norske Emma, og også hun er forrygende i sin rolle. Som Vitus' far møder vi Henrik Birch, der leverer en af sine sædvanlige klippestabile præstationer.

Det kan godt ske, at serien er langtrukket i starten. Det må man så tage med, for de sidste tre afsnit er virkeligt smukke. Jeg har givet fem stjerner til serien.

Det er til de sidste tre afsnit. De første fire ligger og roder rundt omkring tre-fire stjerner. Men slutningen er værd at vente på.