Fra fodbold til grådighed og narko

TV-SERIE: "Hooligan" - sæson 1

Hvor er det skønt med en tv-serie, hvor der er så meget Aalborg. Det drejer sig om sprog, det drejer sig om de mange lokationer rundt om i byen, hvor tv-serien er optaget. Men det handler også om snakken. Der tales meget om Gaden, Gug og gutterne. Der tales om Limfjorden. Der er masser af billeder langs havnepromenaden. Det er fuldstændig perfekt at se på.

"Hooligan" handler om nogle fodboldfans. De er tilhængere af Aalborgs fodboldklub HB86. Og når det udtales i serien, så hører man det kun som AaB.

Men det er ikke AaB. Det er fiktion. Og jeg tror også, at AaB ville bede sig fritaget for at blive set i selskab med alle disse voldsparate hooliganer.

Jeg er ikke heller bekendt med, at AaB har sådan en hooligan-fraktion, selv om der jo er gale fodboldfans overalt.

Seriens hovedperson er Mads. Han er netop flyttet til Aalborg for at spille U19-fodbold for HB86. I filmens start bliver han optaget i bruttotruppen af voksenspillere. Men så siger det knæk.

Det er knæet, der knækker. Lægerne fortæller ham, at det er slut med fodbold. Det er lidt træls, når man er teenager og satser på en karriere som professionel fodboldspiller.

Et tysk privathospital lokker med, at de kan operere hans knæ - altså det som danske læger har opgivet. Men det koster penge. Mange penge. Så Mads må i gang med at tjene kassen til operationen.

Første job bliver som garderobepasser i Jomfru Ane Gade. Og her møder han Lasse. Begge knægtene mangler den allerbedste ven i livet. Og det ønske får de opfyldt, da de mødes i garderoben.

Serien er en flot skildring af et utroligt stærkt venskab mellem to drenge.

Det er Lasse, der introducerer Mads til hooliganismen.

Men der er flere slanger i det paradis. Mads' storebror - han hedder Jønsson - er kaptajn for hooligangruppen. Han driver også et cateringfirma. Et cateringfirma der tillige leverer nydelser i nattelivet, som sælges i ganske små doser i ganske små poser.

Serien hænger godt sammen, og udviklingen føles helt naturlig, selv om det også er en udvikling, der forekommer ganske skæbnesvanger. For grundlæggende bør man jo ikke hænge ud med voldspsykopater forklædt som fodboldfans.

Filmen viser også, at kammeratskab er vigtigere end kæresteri. Det er jo lidt træls, når man er lun på den dejlige Sofia, og man bliver nødt til at ofre kærligheden til fordel for klanen. 

Det er faktisk fint at se, hvordan et fællesskab kan være vigtigere end kærligheden. For der er ikke plads til kærlighed til kvinder i dette testosteron-hørmende fællesskab. Drengene er vigtigere...

Serien slutter efter syv afsnit af en bette halv time stykket, og serien råber efter en sæson 2 - så den er nok på vej.

På et par områder kikser "Hooligan": I starten handler den om en ung mand, der vil have en knæoperation. Og til sidst handler det om narkosalg i Jomfru Ane Gade. Udviklingen er god nok, men det er som om, serien glemmer, at den handler om en knæskade.

Og endelig er hver afsnit for langt. En lille tur på klippebordet, der skar tre-fem minutter af hver afsnit, ville gøre serien meget strammere.

Der er fint skuespil i serien. August Issac Carter - helt nyuddannet skuespiller - fylder rollen som Mads ud på allerbedste vis. Mest spændende er dog karakteren Jønsson, formidabelt spillet af Morten Agerholm Jensen. Han er på en gang skræmmende og fascinerende. Han er en alfa-han man ikke har lyst til at lægge sig ud med.

Vi oplever konstant, hvordan han forsøger at holde sin lillebror, Lasse, ude af fællesskabet. Lasse får ikke lov at slås med de lige så voldsparate fans fra de andre grupper. Han får ikke lov at træne i deres bokseklub. Han får ikke lov at sælge narko på Stadion.

I virkeligheden er det jo ren kærlighed. For Jønsson ved godt, at han er gennemført kriminel. Og at han ikke vil blande lillebror ind i al det snavs.

Stadion skrev jeg. Jeg elsker, at stadion kaldes for Stadion. Ikke noget med Energi Nord Arena, Nordjyske Arena, Aabybro Puddelklub Arena eller hvad Aalborgs gamle stadion hedder, for at skovle endnu flere penge ind, så en flok ekstremt forkælede fodboldspillere kan få om muligt endnu større gager. Det er rent faktisk Aalborg Kommune, der ejer det stadion. Så skulle det skifte navn, så burde pengene gå til kommunekassen.

Selv om serien handler om vold og sammenhold, så forsøger den aldrig at forherlige det. Vi kan sagtens sidde i sofaen og tænke, at vores hovedpersoner i serien er en flok klaphatte.

Det bedste ved serien er dog, at den er så aalborgensisk. Derfor er jeg også klar til en sæson mere.