En kedelig vejrmand

TV-SERIE: "En rigtig vejrmand" - afsnit 1-6

For et par år siden mødte vi Anders Grau hver aften på DR 2 - umiddelbart efter "Deadline". Her var han bestyrer for programmet "Vejret på DR 2". Det var rigtigt fint.

Det var sådan nogle 2-3-minutters vejrudsigter, der var tilsat et ordentligt skud satire. Det betød, at vejrudsigterne kom til at handle mindre om vejret og mere om vejrværtens evige jagt på frynsegoder.

Det var ikke lårklaskende sjovt. Men det var hyggeligt. Og det var en fint ramt satire i en tid, hvor vejrudsigterne på tv er vigtige end andre nyheder. I hvert fald hvis man skal tro vejrværterne på diverse kanaler.

Ingen nævnt - ingen glemt. For de er alle sådan.

Anders Grau spillede rollen som Jørgensen dengang. Og Jørgensen har han nu taget videre til "En rigtig vejrmand".

DR 2 er skiftet ud med en noget mere ydmyg lokalradio: Radio Yes.

Langt ude på landet

Radio Yes ligger pænt langt ude på landet. I hvert fald kan man næppe komme længere ud på landet i denne skildring af livet i og omkring en radiokanal.

Vi følger livet omkring radiokanalen. Ud over Jørgensen - som i øvrigt ikke har noget fornavn lige her - har vi den søde annoncesælger Ditte med den lækre røv.

Vi har morgenværten Karina - stationens helt store stjerne. Vi har kanalchefen og flere andre.

Men vi har også et problem: Det er ikke ret sjovt.

Afsnit 5: Seriens første grin

Faktisk skal vi helt hen i episode 5 af 6, før jeg endte med at grine.

"En rigtig vejrmand" er pinlig. Det pinlige kan sagtens fungere - det har vi jo i årevis set med serien "Klovn". Problemet er bare her, at alle de pinlige episoder blot er pinlige. De kaster ikke noget grin af sig.

Anders Graus vejrmand er et lille usselt menneske: Han er 40 år, han er single, han er venneløs og tillige er han ret talentløs.

Det er dog et helt andet billede, han prøver at fremmale: Når han skal beskrive sig selv over for andre, er han en kæmpe succes. Han drikker fornem vin og har forstand på det.

Han er næsten alvidende. Han har masser af venner, der forguder ham. Og mens han fortæller derom til kollegerne, så ser vi, hvordan han rigtig er: En taber.

Komikeren Anders Grau har selv skrevet serien og spiller hovedrollen. Han er ved Gud ikke en lysende stjerne som skuespiller.

Der er noget Axel Strøbye over ham: Han kan kun spille en rolle.

To gode afsnit til sidst

Og inden dette blev til en tv-serie, burde nogle måske have gået manuskriptet igennem med et tættekam. Måske burde det aldrig have været en serie.

For det er generelt for ringe.

Men for den, der har tiden - og det har vi jo i disse corona-tider - så sker der noget til sidst. De to sidste afsnit er faktisk gode.

Som nævnt ovenfor: Afsnit 5 er morsomt. Og afsnit 6 er både rørende og troværdig. Men lige der kommer der også massive mængder af ærlighed med ind over.

Vores karakterer får sjæl. De bliver til mennesker i stedet for klicheer.

Det med damerne

Som tiden skrider frem, finder vi også ud af, at Jørgensens store ønske er at finde en kæreste. Han forsøger sig hos Ditte, som er lige så frustreret som ham selv. I hvert fald når det kommer til kærester og parforhold.

Det kommer der ikke noget godt ud af. Han forsøger sig hos Heidi Hot (billedet), som er den lille bys escort-dame. Det kommer der heller ikke noget godt ud af.

Men det er som om, at den ensomhed, som serien vil fortælle om, ikke rigtigt er det, man laver komik over. Dertil er emnet i grunden for alvorligt. Men der mangler dæleme også pointer og grin, for at dette kunne komme tørskoet i land.

De enkelte afsnit er af 15-17 minutters længde, og de er rigeligt lange. Til gengæld vil elskere af popmusik fra 80'erne og 90'erne have en fest. For hvis der er noget, Radio Yes er specialister i, så er det den slags musik.

Men på bundlinjen: Kommer du igennem de første fire kedelige afsnit, så venter der dig en ganske hæderlig afslutning på serien.