Overleverne er irriterende og selvfede på den sjove måde

TV-SERIE: "Overleverne" - afsnit 1

Når man taler om bøger og film snakker man om den svære 2'er. Altså det værk, der kommer efter en god start.

Når det handler om tv-serier, så skal vi i stedet tale om den svære 1'er. For med en ny serie er det vigtigt at komme godt fra start. Ellers er der ingen kunder i butikken i næste uge.

Recepten på at komme godt fra start indeholder ganske få ingredienser: Du skal lære personerne at kende. Du skal have et plot. Er det på plads, så kører det.

Og det kører altså fint for "Overleverne". Vi får præsenteret deltagerne på et kursus for tidligere kræftpatienter. Det er dog ikke gennemsnitsdanskerne vi møder her. Heldigvis. Det er nogle mennesker, som man bare ikke orker at være sammen med i det rigtige liv. De fleste af dem er selvoptagede og selvfede eller bare selvmedlidende. De er stærkt anmassende. Alle har de nogle karaktertræk, som vi absolut ikke bryder os om.

Hen mod slutningen af dette første afsnit ved vi præcis, hvorfor de er sådan. Kursuslederen får forklaret os - og hendes gamle (dumme/liderlige?) lærer, at disse mennesker er kommet ud af behandlingen for årevis siden. De er bare ikke kommet videre med livet. De lever videre i en slags selvmedlidende bobbel, hvor deres sygdom bare fylder alt. 

Det skal de ud af. Og det skal vores kursusleder Marlene (Marie Askehave) have trukket dem ud af.

Til at hjælpe sig har hun stuntman/livvagt med mere Rasmus (Rasmus Hammerich). Og altså hendes tidligere lærer og elsker spillet af Ole Lemmeke.

Selv om deltagerne på kurset er nogle typer, som man bare ikke orker at være sammen med i det virkelige liv, så er de altså nogle herlige karikaturer her. De stiller op med flere lig i skabet end de fleste.

Tag sådan en som Katrine (Stine Rosenfeldt Bjerregaard). Hun beskriver sig selv som den stille og generte type. Og så taler hun som en vandfald gennem hele denne episode. Hun er simpelthen den sidste, man har lyst til at få som borddame til et selskab.

Eller Steen (Jacob Lohmann) der er så spækket med testosteron, at det halve kunne være nok. Han er kommet på kursus for at score, og han introducerer den klassiske højskole-regel for sin værelsesmakker:

- Man rykker for fisse. Den der scorer, får værelset.

Ja - deltagerne bor på dobbeltværelser. Det kommer der nemlig også gode konflikter ud af. Så hans værelsesmakker må tage en sofa allerede den første nat.

Jeg tror, at kursusleder Marlene nok skal få sit hyr med de deltagere de kommende seks dage, som serien skildrer.

Der er fin humor hele vejen igennem. Ikke af den lårklaskende slags. Men der ligger en fin sjov stemning over alle scenerne.

Selv om det handler om kræftpatienter, kan det altså godt være sjovt. Kræftens Bekæmpelse har da også støttet serien rent økonomisk.

I virkeligheden handler dette jo om at sætte otte ekstremt forskellige mennesker sammen og se, hvad der sker. Lidt lige som reality-tv. Her er der bare skrevet replikker i forvejen.

Det er også fint, at typerne er så forskellige. For det betyder også, at vi finder træk hos nogle af dem, som vi kan genkende hos masser af andre fra vores egen omgangskreds. Og hvis du har et virkeligt skarpt spejl, så kan du også se nogle af disse træk hos dig selv.

Men der kan nemt gå sport i at lede efter karakterer hos den nærmeste omgangskreds og blandt kollegerne på jobbet. Den slags er sjovt. Husk dog spejlet. Kig i det en gang imellem.