TV-SERIE: "Orkestret" afsnit 1-10
"Orkestret" er en virkelig original tv-serie. Det er sjovt, overraskende og konstant underholdende fra start til slut. Selv om sidste afsnit først sendes til september, så ligger hele serien klar klar på dr.dk, og jeg tror, jeg næppe er den eneste, der har set det hele til ende her og nu. 
Jeg har ganske enkelt ikke kunnet vente...
Men jeg har dog doseret det pænt. Jeg har givet mig selv lov til at se to afsnit om dagen.
Jeg ved ikke, om "Orkestret" er sandheden eller tæt på sandheden. Men der er nu et gran salt af realisme i den serie: Hver enkelt musiker opfatter sig selv som en unik kunstner, men vi publikummer oplever musikerne som en del af en stor og fornem maskine.
Så er der pillemisbruget. Rygter fortæller, at mange musikere bruger betablokkere for at have fuld kontrol over blodomløbet under koncerter. For der skal jo kun få milisekunders afvigelse fra kollegernes spil, til at man har ødelagt det hele. Og kan publikum ikke høre det, så kan kollegerne i hvert fald.
Det fine ved serien er, at der er nogle meget markante hovedpersoner, som er skåret knivskarpt op.
Den geniale Frederik Cilius spiller Bo Høxenhaven. Bemærk lige her, at idémanden, Adam Price, også brugte efternavnet Høxenhaven i tv-serien "Borgen", hvor Lars Brygmann gav karakter til den socialdemokratiske formand. I den virkelige verden er der dog ikke nogen, der har det efternavn.
Bo Høxenhaven spiller anden-klarinet i Orkestret. Og han vil så gerne spille første-klarinet. Men han er et ganske usympatisk menneske, så de andre i Orkestret kan ikke lide ham.
Det er derfor, han er henvist til at være den evige 2'er. Der er ingen tvivl om, at Bo er den bedste klarinettist. Og at førstemanden på det instrument er et anløbent menneske, men han ser godt ud og han er vanvittig populær. Med andre ord: Bo hader ham.
Man forstår dem, alle de mennesker, der foragter Bo Høxenhaven. Han er bedrevidende, han er arrogant, han er nedladende. Ja faktisk er han en helt masse grimme ting - og bor så sammen med sin gamle mor i en gammel lejlighed.
Bo Høxenhaven bliver dog lidt mere populær, da han begynder at pushe receptpligtigt medicin til kollegerne i orkestret. Det kan de lide...
At tage et så usympatisk menneske og gøre ham til hovedperson er nærmest genialt. For uanset om vi kan lide det eller ej, så er han hovedpersonen, og dermed er han sikret sympati fra alle os tilskuere.
Bo er ikke alene om at hade Simon (udtalt Sajmon). Orkestrets souschef, Jeppe Nygren udvikler også et blindt had til ham, da han finder ud af, at Simon har et forhold til hans kone.
Nu har Jeppe og Bo en fælles mission: Simon skal væk. Koste hvad det vil.
Her koster det 10 episoder med underholdningen i top.
Ud over et meget virtuost manuskript, så er det nogle meget skarpt tegnede figurer, der omgiver Bo Høxenhaven. Rasmus Bruun spiller orkestret souschef, og han er så behagesyg, at det næsten gør ondt at se derpå.
I den forbindelse er det helt vidunderligt, hvordan souschef Jeppe klæder sig ud som bøsse for at lægge an på en verdensberømt dirigent, som han har fået ordre til at hyre. At opleve hvordan Jeppe konstant kommer i konflikt med alt og alle, fordi han blot vil behage dem, er ligeledes et meget stort plus for serien.
Og så er der Caspar Philipson som førsteklarinettisten. Opblæst, selvglad, selvhævdende og helt igennem usympatisk. Men også charmerende og med kvindetække. Igen en herlig karakter. Jeppes utro kone, Regitze, er også en fin figur: Fordrukken og stangliderlig når hun møder magt.
Serien ender på ingen måde, som man forventer. Hvis det betyder, at der kommer endnu en sæson, så skal der ikke lyde et eneste ondt ord herfra.
"Orkestret" er virkelig elegant underholdning på et højt sprogligt niveau. Det kan man godt trænge til mere af.
På DR's hjemmeside kan du læse, hvordan skuespillerne lærte at spille deres instrumenter.