Der lugter af mink - nej hvor jeg elsker det

TV-SERIE: "Minkavlerne", afsnit 1:8, sæson 3

Velkommen tilbage til sæson 3 af Minkavlerne. Elsket og savnet - og nu i vores stuer igen.

I løbet af dette første afsnit får vi masser af humor, og vi får præsenteret det overordnede krimiplot for denne sæson.

Der har været krimi i de to foregående sæsoner, men det har bestemt ikke været krimi-plottet, der har imponeret. Nej vores begejstring skyldes figurerne. De er en flok bonderøve. Men bonderøve som vi elsker, fordi vi i grunden kan spejle os i dem. De ligner os... Okay: De ligner måske naboen endnu mere.

I starten af dette afsnit møder vi Allan. Han sidder i fængsel, men står over for at blive løsladt. Han har fået en dom på 40 dages fængsel for at skyde en ulv og for at skyde René. Så denne nye sæson starter omkring 40 dage efter sidste sæsons afslutning.

Vi skriver stadig 2019.

Der er meget langt fra efteråret 2019 og til november 2020. Så gad vide, om folkene bag tør bringe serien frem til den skelsættende minkaflivning dengang. På den anden side er vi kommet så meget på afstand af det, at det måske kan tåle en humoristisk genfortælling, nu da virkeligt mange minkavlere har skiftet deres rustne kassevogne ud med Audi og Mercedes, mens de venter på efterbetalingen fra minkaflivningen.

Tilbage til sæson 3:

Vi er tæt på konkurs hos Familien Christiansen. Og selv om deres motto synes at være, at en Christiansen overgiver sig aldrig, så er det tæt på. Familien er sat under administration af banken. Virkelig hård administration.

Et mirakel er dog under opsejling: Minkauktionen i Kiev (ja vi staver det som i 2019) viste gigantiske prisstigninger på brune skind.

Og sandelig om det ikke viser sig, at Familien Christiansen har 3000 brune mink - fordi de ikke havde råd til at købe sorte og hvide dyr.

Krimiplottet handler om tugthusfangen Bjørn, som viser sig at være far til Mias barn. Altså den Mia, som i sidste sæson flyttede ind hos Sonja på kroen. Og som nu er blevet kæreste med Martin.

Grundlæggende er det dejligt med et gensyn med vores lidt skæve familie. Mest af alt fordi karakterne er så gode. Mange af skuespillerne er også mere komikere end skuespillere. Familiens overhoved, Niller, spilles aldeles lydefrit af Niels Hausgaard. Og vi er mange, der griner, selv hvis han blot siger "sølvpapir". Han er altid sjov.

Nu har du næppe set første afsnit, mens du læser dette. Men du kan glæde dig som bare pokker til hans replik:

- Vi kan alle have en dårlig dag. Og så snakker vi ikke mere om det!

Den bliver afleveret fuldstændigt overdådigt, og du knækker sammen af grin, når du hører den.

Mageløs er også Frank Hvam som Pastor Per - seriens fordrukne og forvirrede præst. Helt guddommeligt bliver det, da han i dette afsnit skal forrette en barnedåb.

- Hvad skal barnet hedde, spørger han.

- Adrian Hilmer Larsen, svarer forældrene.

- Så døber jeg dig Adolf Hilmer Larsen, siger præsten og afbrydes af forældrene, der gentager navnet. Og så siger præsten:

- Så døber jeg dig Adrian Hitler Larsen.

Jamen altså....

Jeg elsker også Kasper Gross og Jonas Mogensen som Martin og Allan. I første sæson troede jeg, at de var lige dumme. Men Allan er markant dummere end Martin. Til gengæld er Allan en glimrende håndværker. De to komikere spiller fantastisk - og de har også skrevet serien.

I første afsnit har vi kun set et beskedent glimt af Helle Dolleris, der spiller Britt, som er den mest forbenede bankrådgiver set i mands minde. Det virker godt. Men også Kirsten Lehfeldt som Mor Gerda er mageløs. Bodil Jørgensen som kromutter er pragtfuld. Og jeg elsker Mick Øgendahl som René.

Som serien udvikler sig (sæson for sæson) bliver karaktererne i øvrigt også bedre. Der kommer flere nuancer og skikkelserne står stærkere. Det giver også plads til nogle få strejf af alvor. Og humor trives nu allerbedst med alvoren inden for rækkevidde. For humor kræver kontrast og overraskelse for at fungere optimalt.

Der lugter af mink. Nej hvor jeg elsker det