Fornemt skuespil i gode roller

”Julefeber” afsnit 1-13:24

Der er meget godt at skrive om ”Julefeber”, så lad os lige få overstået alt det mugne først: Jeg synes, at tempoet ofte er lidt for sløvt. At man ofte sidder her en aften i december og tænker: Hvad skete der i grunden i dette afsnit. Der er for mange ting, som ikke rigtigt bringer historien videre. Der skulle simpelthen have været skovlet lidt ekstra på.

Puha – så fik jeg det ud.

Der er sandelig også mange gode ting at skrive. Heldigvis.

Først og fremmest synes jeg, at det er genialt at skabe en figur som Mormor. For hun er jo lidt skræmmende. Det kan godt ske, at hun er nisse, men hver anden aften farer hun rundt og siger mærkelige ting. Hun er lidt truende. Især når hun griber til saksen og vil høste øre-hår på Bjørn – som sjovt nok ikke har haft hår i ørerne andet end i den første uge.

Dejlig med en lille smule utryghed

Men at turde skabe en nisse, som samtidig spreder lidt utryghed – det er altså stærkt i en tv-julekalender. For den slags er jo altid en ophobning af et hav af klicheer. Og som oftest: Alt for mange klicheer.

Jovist er julen i fare og skal reddes. Men vi har næsten glemt, hvad det er, der skal reddes lige her: At vores lille mærkelige familie gerne vil hjem til den overpyntede lejlighed til jul. Men der er masser af andre problemer at slås med lige nu. Der er jo for eksempel det faktum, at Bjørn har prøvet sin nissehue inden han er klar til at tage den på. Vi skal også gerne have Frede kåret til ballerina.

Og så er der jo spørgsmålet om Bjørns og Gros mor. Vi ved ikke, hvorfor hun er død. Eller er hun bare væk?

Ja de ville være en artig julegave til os alle, hvis hun kom hjem til jul. Men nu drømmer jeg vist…

Mest holder jeg af Gro

Det bedste ved julefeber er de mange herlige figurer, vi møder. Mest af alt holder jeg af Gro.

Her holdes traditionen fra alle julekalendere i hævd: Vi skal have et barn, der er klogere end de fleste voksne, og som sikrer, at julen bliver reddet. For det eneste, der kan redde julen, er jo barnlig naivitet parret med en stor viden og indsigt. Det har Gro. Og hvor spilles hun dejligt af Selma Sol í Dali. Hun spreder masser af glæde.

Maria Szigethy, der spiller Frede, er også aldeles bedårende og leverer flot skuespil. Hun får virkelig bragt liv til sin figur som det lidt kiksede ballet-barn, der i virkeligheden er den grimme ælling. Og den grimme ælling skal jo nok sætte gang i Svanesøen engang.

Silas Cornelius Van får lagt masser af teenageragtig trods i rollen som Bjørn. Joachim Fjelstrup er dejlig som Far Calle. Og så er der jo Bodil Jørgensen, der jo i sædvanlig stærk stil får sin figur Mormor tørskoet i land, så det er en ren fornøjelse.

Så jo: Det er et fornemt cast, der bringer liv til denne tv-julekalender.

Endelig et anderledes Lucia-optog

Her efter afsnit 13 var det også rart at opleve en helt anderledes Lucia-dag. Rigtigt mange julekalendere har fokuseret så meget på Lucia-optoget, at det er tæt på kvalmegrænsen. At lade en døv pige gå forrest som Lucia-brud på tegnsprog var en dejlig variant. Det er også dejligt, at det er en virkelig langt ude birolle, der får denne karakter. Der er jo også tradition for, at hovedbarnet i årets julekalender skal gå rundt med en adventskrans på hovedet den 13. december.

”Julefeber” er et godt bud på en julekalender, der tør gå nye veje. Den får en lille smule socialrealisme, men ikke på den belærende måde. Ikke på en måde, så vi skal have ondt af de fattige, de udstødte, de mærkelige, ognørderne. Her møder vi i stedet en familie, der har problemer nok i dagligdagen, men som ved, at sammenhold gør stærkt. Det er stærkt at se.

Så tak for det. Jeg glæder mig til jul. Denne julekalender er en af grundene dertil. For jeg vil så gerne se mere.