Flot optakt - fesen afvikling

TV-SERIE: "Hvide Sande" - afsnit 1-8

Der er visse regler for krimier: Har man set et våben, skal det bruges. Gerningsmanden må ideelt set god blive flashet i første afsnit. I første afsnit skal man kende alle hovedpersoner og kende plottet. Ja - det lyder som det nemmeste, men ofte fejler tv-serier lige der.

Alle disse regler er overholdt i "Hvide Sande".

Skuespillet fejler bestemt heller ikke noget. Fine præstationer til over middel overalt. Til gengæld halter såvel plot-udvikling og replikarbejde. Det er noget, der falder tilbage på forfatterne.

Tag bare seriens morder, Peter, der til sidst skråler: "Det er min by!"

Det gør han flere gange.

"This town ain't big enough for the both of us" er en af de ældste klicheer fra western-film. Men omsat til Hvide Sande virker det lige så uelegant som at se dronningen i overalls.

Den replik er ikke engang sjov. Den bliver kun pinlig. Altså: Den lokale sherif står lige der og tramper i gulvet som et andet curlingbarn, der ikke må få en is...

Og således er der en perlerække af replikker gennem alle otte episoder, hvor man sidder og tænker, at det er dælme uelegant skrevet. Pænt afleveret af skuespillerne, men ikke velskrevet.

Sidespring

Jeg vil nu også anke lidt over seriens mange sidespring. Jovist er det godt at have et par sidefortællinger - herunder også den om den spirende kærlighed blandt vores to strømere. Men der har været for mange fortællinger ud af tangenten, som ikke har bragt serien nærmere en løsning.

Vi har været med, når smuglergods er blevet gemt i en bunker på Vestkysten. Vi har set et lager med gamle nazistiske relikvier og meget mere. Lange, lange scener, der i grunden ikke har ført til opklaring af noget som helst. Som kunne være skåret ud, uden at nogle havde opdaget det.

I en god krimiserie skal der være en løbende opklaring. Allerbedst er det, når man som tilskuer kan sidde og gætte med fra uge til uge, hvem morderen måtte være. Kan du huske "Forbrydelsen" fra 2007? Her gættede vi i vildskab. Her var der udvikling i alle 20 afsnit hen mod afsløringen af morderen.

Se første og sidste afsnit

I "Hvide Sande" kan man stort set nøjes med at se første og sidste afsnit. Og man vil næppe tænke alverden over, at man har mistet de seks afsnit imellem.

Men der er i hvert fald en scene, som står storladent hos mig: Helene og Thomas er i parterapi - selv om de jo ikke er kærester. Endnu. Her skal de beskrive, hvad der tiltrækker dem mest hos den anden. Det bliver til nogle detaljer så saftige, at da de kommer hjem til det lejede sommerhus kaster de sig frådende og begærlige over hinanden.

Det var en virkelig original scene.

Og selvfølgelig ringede telefonen og ødelagde dermed optakten til et godt samleje.

Dejlige Hvide Sande

En anden ting, der skurer lidt, er, at vi gennem hele serien får beskrevet Hvide Sande som et lukket samfund, hvor man ikke taler med dem udefra. Det er en lidt skummel, men også præcis og underholdende beskrivelse. Men nu er det jo sådan, at Hvide Sande - og dermed Ringkøbing Kommune - har været med til at betale gildet. Så for at sige tak for mad, ja så må skuespillerne i sidste afsnit konstant sige, at Hvide Sande er en dejlig by.

Jamen altså. Det havde da været mere fedt, om de havde sagt, at i Hvide Sande kan alting ske, for der bor så mange mærkelige mennesker.

Jeg synes, at "Hvide Sande" kom ualmindeligt godt fra start. Men så mistede serien pusten og blev bare til flere uger med da-di-da-di-da. Uden fornuftig udvikling. Med alt for mange blindspor. Så trods godt skuespil, flotte billeder og fine lokationer, så kom serien ikke helt i mål. Men det har da været pænt underholdende.