Psykopater i habitter

TV-SERIE: "Exit - de norske milliardærer" - sæson 1 og 2

Lige for god ordens skyld: Jeg har ikke set denne tv-serie færdig. Den består af 16 afsnit fordelt på to sæsoner.

Jeg har i skrivende stund set de 12.

For lige så god ordens skyld: Jeg kommer ikke til at afsløre noget her, som vil ødelægge oplevelsen for dig, hvis du endnu ikke har set serien.

Men se den - det skal du. For dette er noget af det bedste tv-drama i lang tid.

Serien handler om fire mænd i deres bedste alder. De er alle startet fra bunden, og de er styrtende rige.

Temaet kunne så være: Når skidt kommer til værdighed.

Nej - værdighed er der ikke tale om. Det er nogle særdeles anløbne mænd.

Vi møder dem i starten af serien, mens de bliver interviewet at en journalist. I de første fire afsnit er disse interview centrale. De kommer naturligvis til at sige meget mere end godt er.

For sådan er det jo, når skidt kommer til værdighed: Man vil gerne prale.Praleriet består i, at man skildrer sig selv om kongen. Kongerne. Praleriet er den helt nye bil - ofte kun få måneder gammel, men altid den dyreste på markedet.

Praleriet er trofæ-hustruer: Flotte kvinder, som kan se godt ud, når man poserer med dem. Kvinder som viser ens succes. Som viser stabilitet. Som viser, at man har styr på det.

Kvinder er noget, man ejer. De skal lystre. De skal være underdanige. De skal give deres mænd næsegrus beundring.

I starten af serien er mændene interessante. Man kan jo kun holde af disse omvandrende succeshistorier. Men kun i starten...

Vi er ikke mange afsnit henne, før kradses i overfladen. Vi ser dem bruge MDMA, kokain, hash og sprut i lange baner. De er faktisk på et konstant trip.

Det er et trip, som også fører til særdeles lemfældig omgang med kvinder. Altså kvinder med svulmende barme og lige så svulmende læber. Købekvinder. Når de fester sammen, er der bestilt rigeligt med prostitution. Der er også masser af Viagra i deres kemiske cocktail.

Som serien skrider frem, oplever vi også, at deres eneste gud er grådigheden. Grådigheden er deres speedometer. Jo mere afkast, des større succes er du. Og hvis det kan give endnu større afkast at bevæge sig ind i gråzonerne... ja, så er det det, der skal til.

På sidelinjen står så trofæerne - kvinderne - som langsomt gennemskuer mændene. Og det er lige der, serien bliver vanvittig interessant og spændende.

Kvinder kan kasseres, når beundringen smuldrer. Kvinder er som biler. Det er noget, man køber. Hvis bilradioen skratter - så køber man en ny bil.

Men der er andre ting, der presser på, for at føre denne serie op Porsche-klassen: Skuespillet er flot på alle pladser. Billedsiden er nærmest genial flot. Manuskriptet giver dig indsigt i kapitalismen, når den er allerværst og mest kynisk.

Men menneskeskildringen er også nogle særdeles interessante beskrivelser af både psykopater, sociopater og narcisister. Ja, personerne her har hele pakken.

Det er spændende at opleve, hvordan disse manglende sociale kompetencer kan gøre folk styrtende rige. Men det er nok også en fordel af have den helt ekstreme kynisme, hvis man vil nå virkelig langt på grådighedsskalaen. For så vil du aldrig tvivle på, om du gør det rigtige.

Man taler om banditter i habitter. Du godeste hvor er de velklædte lige her.

Og så sker der det, at næsten - men kun næsten - hver episode slutter af med en af Leonard Cohens allersidste sange: "You Want It Darker". Den starter med de profetiske ord:

If you are the dealer,

I'm out of the game

If you are the healer,

it means I'm broken and lame

Når man hører den sang, så ved man, at næste episode bliver mørkere. Vi kommer længere ud. Ud i det sorte.