Ulven gjorde os klogere

TV-DRAMA: ”Ulven kommer”

Det var så det. ”Ulven kommer” har været en solid tv-serie. Den har taget fat på et væsentligt emne, den har virket troværdig og der har været nogle rigtigt gode karakterer.

Men der er altså et men lige her. Et stor men!

Jeg føler mig nemlig lidt snydt. Simon viser sig i de allersidste episoder at være et voldsmonster. Hvis vold er så meget hverdag for vores samspilsramte familie, så er det tarveligt, at forfatterne holder den oplysning tilbage. Så burde vi have haft antydningerne tidligere.

Og nej: Jeg mener ikke, at det skulle have været afsløret sådan lige op i vores åbne ansigter. Men der skulle være løftet en flig. Bare en lille antydning…

Måske jeg har overset det. Måske har det været der. I så fald: Tilgiv mig. Men hvis jeg ikke har set det i de første fem afsnit, så er der nok også masser af andre, der heller ikke har set det.

Kampen mellem Lars og Simon

Til sidst blev ”Ulven kommer” en kamp mellem sagsbehandler-Lars og Simon. Mest tydeligt ser vi det, da Lars opsøger Simon og fortæller ham, at han kender hans type alt for godt. Og så får vi lige forklaringen på det hele fortalt i et splitsekund: De er begge mobbeofre som børn. Eller børn af misbrugere. De har begge været samme sted i livet. Men har taget to forskellige valg: Simon har taget alt det grimme fra sin egen opvækst med ind i voksenlivet. Lars har i stedet valgt at gøre en forskel. Han vil hjælpe andre i samme situation.

Det er lidt forenklet. For det er ikke kun et valg. Det er også et valg, der kræver hjælp udefra. Som kræver professionel hjælp. Altså hvis man vil ud af volds-misbruget.

Lidt rørende

Her bliver det faktisk lidt rørende: Mens Simon er på vej i fængsel efter sine overfald på konen, bliver han opsøgt at Lars med beskeden om, at hvis han vil hjælpes, når han kommer ud af brummen, så er Lars klar.

På den måde er der jo en lille happy ending i denne serie. Vi ser jo tåren i Simons øje. Måske er han klar.

Kan den voldsramte være medskyldig?

”Ulven kommer” rejser et andet uhyggeligt problem: Kan en hustru være medskyldig i hustruvold?

Det er et gennemført grimt spørgsmål at rejse. Men det er også relevant. For ikke blot er Dea jo voldsoffer. Hun dækker også over sin voldsmand. Og som vi har fået afdækket det, så får det katastrofale konsekvenser for børnene.

På den måde gjorde Holly jo det helt rigtige – næsten. Hun fik sat en stopper for Simons vold. Det er hævet over enhver tvivl. Vi voksne kan sikkert også bebrejde hende, at hun ikke sagde hele sandheden: At der var tale om hustruvold. Men vi må tilgive Holly. Hun er kun et barn. Og det er en ubærlig beskyldning at komme med: Papfar tæsker mor! Derfor blev den pakket lidt ind.

Rart at møde hverdags-mennesker

Ikke blot er det rart, at en tv-serie ikke kun handler om kriminalitet. Det er også rart, at den ikke foregår i samfundets top. At den skildrer normale hverdagsagtige mennesker med ganske almindelige jobs, som lever et ganske almindeligt liv og som går i Bilka, når der skal handles.

For det normale er jo, at det er overskuds-mennesker fra overklassen, der ofte skildres i dramatikken. Selv når tv-dramatik (og film for den sags skyld) skildrer almindelige mennesker, så er det ofte med arkitekttegnede møbler i stuen, dyr kunst på væggene og fin vin i glasset.

Lad os lige dvæle lidt ved glasset: De fleste mennesker i tv-serier drikker vin til maden hver dag, har jeg lagt mærke til. De drikker i hvert fald oftere vin end alle os almindelige mennesker. Lige der har tv-dramatik også en lille forsømmelse: Man kan sagtens drikke et glas vand til maden.

Rigtigt fint skuespil

”Ulven kommer” har været præget af fint skuespil. Peter Plaugborg har været fremragende som Simon. Han er jo temmelig stor, og det har gjort hans truende figur endnu mere skræmmende. Men han er godtnok også god til at sende truende blikke, så man sidder på den anden side af skærmen og skutter sig. Især fordi han jo i starten især sendte kærlige blikke til sin kone og sin søn.

Der er også al mulig grund til at hylde Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der spiller Holly. Det har været en stor fornøjelse at se hende gestalte denne figur. På en gang stærk og viljefast og samtidig meget forknyt og undertrykt.

Det har også været interessant at få et indblik i, hvordan kommunen arbejder med disse sager. Så derfor har det også været ganske lærerigt at følge med i ”Ulven kommer”.

Mere af den slags, tak.