Jamen du godeste, hvor er det godt

TV-DRAMA: "Borgen - Riget, magten & æren" Afsnit 1-4 af 8

Ovre på den anden kanal spiller de "Badehotellet", og det er den hidtil bedste sæson af efterhånden 9.

På DR spiller de Borgen i fjerde sæson, og det er også - i særklasse - den hidtil bedste.

Måske er det Matador-effekten, der spiller ind. Ja - jeg henviser her til alle tv-seriers moder. Den serie kunne nemlig noget helt specielt: Den lod sine karakterer udvikle sig hen over årene. Svage personer blev stærke. Og endnu bedre: Vores helt - Mads Andersen Skjerne - tålte ikke magten. Han blev magtfuldkommen. Han mistede jordforbindelse. Han blev strengt taget et mindre godt menneske.

Det er det samme, vi ser med Birgitte Nyborg.

Sød, charmerende, positiv, vindende har hun været i de tre foregående sæsoner. Barsk, naturligvis, når det har været nødvendigt. Men altid med rødderne og fødderne placeret sikkert i mulden. Hendes møde med sin tidligere mentor Bent Sejrø, spillet vidunderligt af Lars Knutzon, er utroligt rørende. Selv om det faktisk er endnu en optakt til et politisk blodbad. Det er også en påmindelse om, hvad hun engang stod for, og hvad hun kæmpede for.

Birgitte er stadig sød, charmerende, positiv og vindende.

Vindende? Njah - ikke på alle fronter. Men som hendes ærkefjende gennem mange år, chefredaktør Laugesen, siger:

- For nogle er magten vigtigere end sagen.

Han har ret. Det er der, Birgitte er lige nu. Og i den temmelig tumpede slutscene i fjerde afsnit, hvor hun kravler rundt på gulvet i sanseløs beruselse og brækker sig i papirkurven, da ringer hun til Laugesen! Umiddelbart efter at han har sagt ovenstående.

Skal de være venner? Jamen så har hun jo opgivet alt i forhold til sit moralske kompas. Alle siger, hun mangler en spindoktor. Det er edermame fed værkstedshumor, hvis han bliver hendes nye særlige rådgiver.

Vi ved jo også, at den amerikanske ambassadør har nævnt noget med en toppost i FN. Det er smagen af den magt, der har trukket Birgitte op med rode. Så kan resten gøre lige meget.

Det er præcis derfor, denne fjerde sæson af Borgen er så fascinerende. Vores helt har forandret sig. Hun er ikke længere idealisten, der kan formulere sine visioner, så alle giver hende ret. Hun er et magtmenneske. Hun har læst og memoreret sin Machiavelli. Hun er farlig. Hun er strengt taget usympatisk, når vi kommer ind bag facaden.

Det er præcis den slags, vi elsker at se.

Vi ser det også på TV1. Her er Katrine Fønsmark også ude af sync med det dejlige menneske, vi kendte. Hun er også en magtspiller. Hun er hyper-ambitiøs som journalist. Men hun danser også med fjenden, når generaldirektøren for 1'eren censurerer hendes arbejde. Uden blusel smider hun Narciza af som studievært, fordi hun ikke er skarp nok. Og får sjovt nok en sag på halsen.

I det hele taget er denne serie befolket med stærke karakterer. Jeg er plaskhamrende vild med den nye, konstituerede arktiske ambassadør Asger Holm Kirkegaard. Drønhamrende charmerende, men også embedsmand helt ud til spidsen af neglen. Når ministeren skal have skyts til at vende sin politik 180 grader, så er det ham, der er hjernen. Han står altid til rådighed for sin minister med en enestående loyalitet.

Og så synes jeg jo, at det er helt vidunderligt, at han fandt sammen den grønlandske embedskvinde, som han har haft et godt øje til, siden de mødtes i Ilulissat. Deres kæresteri bliver helt klart eksplosiv, for de har to helt forskellige dagsordner.

Det er sandelig også en fornøjelse at se Magnus Millang som Birgittes departementschef. Han er jo mest kendt for sine komiske roller. Nu er han i stedet en tør departementsfætter. Han fylder rollen ud perfekt.

Først og fremmest skal serien roses for, at den er så spændende. Der er total mangel på biljagter, røverier samt mord og sex.

Nåh, der tog jeg nok lige munden lidt for fuld. Vi har jo set sex - særdeles upraktisk sex - på ambassadør-niveau. Og i andet afsnit døde Malik ved et selvmord, som nok er mere fingereret, end politiet lige tror.

Men spænding er der. Det er skønt at opleve, når Birgitte skal interviewes på live tv, og tv-stationen kører det helt store skyts i stilling. Hver gang ender det med, at den samlede journalistiske stab må sidde og slikke sårene, når ministeren igen har løbet om hjørnerne med dem.

Konflikten mellem udenrigsministeren og statsministeren er også ren nydelse. De to har et mildt sagt professionelt forhold til hinanden. Var én af dem i stand til at fyre den anden, så ville det ske øjeblikkeligt. Men de politiske alliancer gør dem afhængige af hinanden. Og begge hader de det. De er heller ikke specielt gode til at skjule det. Hvilket jo også er godt for et politisk drama.

Det er fiktion dette her. Men det er nok til, at jeg nu har parkeret min ambition om at blive Danmarks første kulturminister uden for partierne. Det spil der tør jeg ikke blande mig i. Jeg vil være slagtet inden jeg når at stave til mit fornavn. Og det er ellers kort.