Skip to main content
tv-dokumentar

Flot dokumentar om de ubegavede kriminelle

TV-DOKUMENTAR: "De særligt farlige" afsnit 1-3

På DR kan man i disse uger se den tredelte dokumentar "De særligt farlige". Det er en spændende, menneskelig og særdeles rørende dokumentarserie om Danmarks mindst intelligente forbrydere.

Forbrydere?

Jovist: Der er tale om voldsmænd, ildspåsættere og hvad ved jeg. Og der er især tale om mænd, men der er også kvinder. Men forbrydere? Er man det, når man ikke kan forstå konsekvenserne af ens handlinger?

Denne serie handler om kriminelle, der er indespærret på Kofoedsminde på Lolland. Fælles for dem er, at de har en IQ på under 70.

De er med andre ord udviklingshæmmede.

70 er et centralt begreb her. Er din IQ over, så kan du ikke komme på Kofoedsminde. Er den under, så er du retarderet og kan ikke straffes normalt. Alle mentalt retarderede kriminelle ender på Kofoedsminde, hvis de ender i retten og får en dom.

I serien møder vi de indespærrede. For nogle er det særdeles tydeligt, at de ikke fungerer helt normalt. Andre igen virker skræmmende normale. Vi har for eksempel den unge mand, der hævder, at han bevidst har fejlet til intelligenstesten. Det gjorde han, fordi han vidste, at retarderede ikke kommer i fængsel.

Nu sidder han så på Kofoedsminde og funderer over, at han nok ville have fået 4-5 måneders fængsel for sin forbrydelse, hvis han havde været "normal". Nu kan han i stedet regne med fem år på Kofoedsminde.

Det er både rystende og fascinerende at høre ham fortælle derom. For de ting, han siger, er så intellektuelt velovervejede, at vi kommer til at tro på, at han er normal. Eller tæt på. Vi ser ham også lave en video, hvor han fortæller til kameraet. Her kommer man lidt i tvivl. For her er han lidt skræmmende.

Skræmmende er de fleste af beboerne på Kofoedsminde. Netop fordi de ikke er så bevidste om deres handlinger. Nogle er! Andre mener, at alting er de andres skyld. Det gør dem om muligt endnu farligere.

Mange af dem er også sprogligt hæmmet - det er man jo, når IQ'en er under 70. Det gør, at man ikke formulere og udtrykke sine frustrationer. Så reageres der i stedet udad med andre midler. Og det er ofte vold.

I flere situationer er volden kombineret med ildspåsættelse. Det gør jo om muligt de særligt farlige endnu farligere. For ild er svær at kontrollere. Især hvis du er underbegavet i det omfang, som beboerne her er.

Det er DR-journalisten Kristian Almblad, der står bag serien. Det store scoop lige her er, at han også besøgte Kofoedsminde for 10-15 år siden. Vi møder med andre ord beboere, som han også har interviewet dengang.

De er der stadig.

Disse klip tilbage til de gamle optagelser er også fascinerende. For det er gennem dem, at vi for alvor kan mærke, at Kofoedsminde nemt kan være endestationen. Der skal du være resten af livet.

Vi oplever de indsatte i deres dagligdag. Vi oplever deres dagligdags gøremål. Vi ser deres hjem - altså deres værelser, deres rod, deres hjemmerullede cigaretter og deres gigantiske mængder af tomme halvandeliters sodavandsflasker. Vi lærer dem kort og godt at kende på godt og ondt.

Vi møder også manden, der har 25 års jubilæum på Kofoedsminde. Det fejres med kage, fest og gaver. Og det er rørende at se, hvordan den nu midaldrende mand reagerer på jubilæet og pakker gaver ud med samme begejstring som et lille barn.

Vi møder også manden, der efter mange, mange år på institutionen nu er blevet så gammel, at han ikke længere skønnes at være farlig. Han bliver derfor overført til en åben institution. Ja - det er fremdeles en institution, for han kan ikke leve uden hjælp. Men han er kommet ud i friheden.

Mange af beboerne får dog lov til at slippe ud i friheden. Men kun på besøg. Det sker i selskab med en pædagog og under skarp bevogtning.

Turen ind til byen med pædagogen er virkelig en tur ud i frihed. Vi ser den unge pige bruge timer på at dulle sig op med alt indholdet fra beauty-boksen, inden hun skal ud i samfundet for at aflevere flaskepant.

Se den endelig, denne serie. Det er et fornemt blik ind i en lukket afdeling. Men derinde er du sammen med nogle dejlige, åbne mennesker, der fortæller om deres dagligdag. Om deres følelser. Om deres kærlighed. Om deres håb for fremtiden. Og om deres tro på et liv ude i friheden.

Alt er fortalt uden fordomme. Det er fortalt på de indsattes præmisser. Det er deres historie, du hører. Men du er aldrig i tvivl om, at de fleste af dem er: De særligt farlige.

De særligt farlige

  • Tv-dokumentar på DR
  • Tilrettelæggelse: Kristian Almblad
  • Sendes hver onsdag aften. Alle afsnit kan ses på dr.dk
Arkiv