Mageløs flot start anno 1945

TV-SERIE: "Badehotellet" sæson 9 - afsnit 1

Dette er en mageløs flot start på denne 109. sæson af "Badehotellet" - eller hvor mange det nu er blevet til i denne udødelige historie.

Fem år er gået, siden vi sagde farvel til vores faste stab af fine figurer.

Krigen er forbi - kun få uger tidligere. Amanda ankommer til sit badehotel og må konstatere, at tyskerne har forladt hotellet - eller deres kommando-central - for kort tid siden.

Alt er hærget. Alt er anderledes. Der skal ryddes op. Der er virkelig mange grimme minder fra tyskerne, som skal væk.

Med sig har hun et barn. Et barn hun har sammen med en svensker lyder den officielle forklaring. Men vi ved jo også, at hun var ganske interesseret i den venlige, ikke-nazistiske tyske officer der tilbage i 1940. Kan han være faderen?

Vel ankommet til hotellet møder Amanda også fru Knudsen. En kvinde, der skjuler sig på hotellet. Hun beskyldes for at være tyskertøs. Hun er blevet klippet skaldet 5. maj. Hun er ikke det gode selskab.

Eller er hun?

For det er lige præcis her, at "Badehotellet" fungerer så fint: Kampen mellem det rigtige og det forkerte.

For det er jo sådan, at i maj 1945 kunne befolkningen deles op i tre store grupper: Frihedskæmperne. De sidste dages hellige, som  sprang på frihedskæmpervognen på en fribillet. Og værnemagerne.

Vi møder alle tre grupper lige her. Vi møder alle holdninger. Vi møder de, der dukker sig på grund af deres handliger i årene forud. Vi møder de værste af dem alle: De mennesker, der blev frihedskæmpere i dagene op til 5. maj. Og vi møder de mennesker, der blev rige på at være allieret med tyskerne.

- Åh herregud. Havde jeg ikke indgået den handel, så havde andre jo.

Sådan lyder mantraet fra værnemagerne.

Men det er en kompleks sag. Der var jo også mange, som på den ene eller anden måde blev tvunget til at hjælpe tyskerne.

Bare tag en lettere anløben type som grosserer Madsen. Jovist gik han efter hurtige penge i starten af nazisternes erobring af verdensherredømmet. Men han viste sig jo også som en hædersmand, der ikke ville arbejde med tyskerne for enhver pris.

Sådan er alle folk så forskellige. Intet er sort eller hvidt, selv om mange forsøger at male alting i kontraster. Der er så mange mellemspil og mellem-nuancer.

Lige her er det rart at se, at i hvert fald én person har overblik over hele palletten: Molly Andersen.

Hun er i grunden den mest interessante person i dette afsnit - selv om hendes rolle er så lille. For det er hende, der er talsmand for humanismen. For forståelsen. For tolerancen. Hun er den, der har det holistiske verdenssyn i en tid, hvor alle betragter sig selv som helte og spytter på alle andre, hvis man kan komme af sted med at kalde dem for skurke.

Den situation rammer sæson 9 altså eminent flot. Og jeg tror, dette afsnit måske er det mest interessante i hele serien. Fordi det handler om det alment menneskelige. Men også fordi det viser, hvor let vi mennesker kommer til at bebrejde andre... Hvis det kan betale sig.

Ikke et ord om skuespillet: Det er eminent på alle pladser. Ikke et ord om scenografi: Det er eminent og troværdigt samt smukt.

I det hele taget er alt, som det plejer. Vi møder frikadelleskuespiller Wyese, der som sædvanligt er selvoptaget som få.

Vi møder grosserer Madsen, der som sædvanlig er stor i slaget. Vi møder kontorchef Aurland, der som sædvanlig er bekymret. Vi møder Amanda, tjenestepiger, tobaksfabrikanten. Ja alle er de med... Nåja bortset fra en rar person, som har forladt selskabet... Dermed er alt ved det gamle. Men ført godt frem i tiden.

Heldigvis må man sige. Dette er kort og godt en tv-serie, som udvikler sig. Som faktisk bliver bedre og bedre på trods af, at den snart har uendeligt mange år på bagen, og burde nærme sig klicheen. Men man er godt underholdt. Man hygger sig. Og man får en en fin fortolkning af alle de modsatrettede interesser, der var den sommer i 1945.

Dette er en mageløs flot start på endnu en sæson... Nå -det har jeg jo nævnt.