Godt og skidt på Andersens Badehotel

TV-SERIE: Badehotellet, sæson 8

Der kan siges meget godt, og der kan sige meget skidt om denne sæson. En sæson der kun bestod af fem afsnit. 1, 3 og 5 var afsnit af høj kvalitet. Afsnittene 2 og 4 var egentlig ret usle

I første afsnit fik vi hurtigt og præcist sat rammen for, hvad denne sæson skal handle om. I 3'eren fandt vi ud af, at besættelsen faktisk var ganske alvorligt. Og i sidste afsnit fik tegnet streger op til det fortsatte drama. Og lige der blev det ganske interessant.

Først og fremmest er der kærligheden. Det er noget rod. Hele vejen igennem.

Alice Frigh overgav sig til den charmerende svindler Emil. Og fik den gode idé til fabrikkens overlevelse.

Amanda og den tyske løjtnant

Amanda fik - formentlig - varmet sengehalmen med den nydelige tyske løjtnant, inden han blev sendt til Østfronten. Med ham placeret der slipper Amanda givetvis for at blive klippet skaldet til befrielsen. Men det var med til yderligere at tegne et portræt af Kiessling som en sand gentleman, der tager til fronten for at redde livet for en af hans menige soldater.

Og så er der jo Bertha og resten af modstandsbevægelsen. Hun er jo lidt lun på Claus Willumsen, som jo ikke er docent i arkæologi, men modstandsmand og på vej til England for at blive uddannet spion.

Se det er faktisk en glimrende afslutning. Der er lidt stof til eftertanke, men først og fremmest er der lagt i kakkelovnen, så vi allerede nu glæder os til næste sæson.

For sådan en kommer jo...

Spring et par år over

Men hvilket årstal springer den til? Faktisk må de godt springe et par årstal over, for jeg er ret spændt på, hvordan alle vores elskede og kendte personer kommer ud af besættelsen. Og lige der er grosserer Madsen måske den mest spændende. For vil denne grænseløse opportunist, gullasch-baron in spe og hæmningsløse kapitalist ændre karakter? Vil han søge andet en tilfredsstillelse ved ussel mammon?

Ja - lad os få svar på alt det.

Men jeg har nu også krummet tæer undervejs. Teatermaler Svend Damm er et misfoster i serien. I hvert fald bliver han ikke brugt godt. At han går rundt og er fuld og småliderlig sender han direkte ud i folkekomediens dyb, hvor man ikke kan bunde. Og det er træls, at en karakter, der kunne være spændende, blot laves om til en ussel kliche.

Smid under klicheernes eksprestog

Søstrene Olga og Lydia er også smidt under klicheernes eksprestog. Olga har gennem mange afsnit været den sure - men særdeles klarsynede - kvinde, der altid var parat med en negativ kommentar til alt. Hun og hendes søster er denne gang blevet reduceret til at være en parodi på deres tidligere karakterer. Det er synd.

Og så er der en masse mennesker, jeg savner. Det er helt fint, at man skriver karakterer ud af et drama, der strækker sig over så mange år. Men det jo ikke umuligt at holde dem i live. I stedet for at Therese Madsen sidder på værelset og læser Billed-Bladet, så kunne hun jo læse i yngstedatterens nye roman. For vi fik jo for nogle år siden besøg af hende på hotellet, og her så vi, hvordan hun modnedes som forfatter.

Der er også fru Fjeldsøs søn, der giftede sig med en jøde og tog til Uppsala i Sverige. Hvorfor dog ikke vække dem til live med en enkelt kommentar undervejs?

Badehotellet og Matador?

Og her finder vi måske den afgørende forskel mellem "Badehotellet" og "Matador". Sidstnævnte var en altfavnende fortælling, hvor der blev samlet op løbende. I "Badehotellet" tænkes der alene på hver sæson for sig selv. Ingen ser tilbage. Kun få ser fremad.

Det er synd. Og det er nok også grunden til, at jeg hygger mig vildt, når jeg ser "Badehotellet". Men jeg har absolut ikke noget behov for at se de enkelte afsnit eller sæson én gang til. Man vender aldrig tilbage. For man finder aldrig noget nyt.

Det er i grunden synd.

Men kommer jeg forbi et tv, der tilfældigvis viser "Matador", ja så sætter jeg mig ned og kigger med.