Alt er ved det gamle

TV-dramatik: Badehotellet, sæson 8, afsnit 1:5

”Badehotellet” er en ualmindelig sejlivet tv-serie. Men sin nye ottende sæson er der efterhånden flere sæsoner end af ”Matador”. Intet tyder på, at serien kan lægges i graven. Det vil folket simpelthen ikke finde sig i. Så en forsigtig spådom herfra går på, at i år 2080, vil TV 2 sende den 67. sæson, der  handler om det år, da der kom corona på det kendte og elskede hotel i strandkanten.

For intet kan stoppe ”Badehotellet”.

Den største forskel på ”Badehotellet” og ”Matador” er dog, at sidstnævnte kan man se igen og igen. Mens denne serie egentlig ikke appellerer til gensyn efter gensyn.

8’eren sprang frisk i bølgerne med de kendte og elskede karakterer – plus nogle nye. Her i første afsnit er der pænt lagt brænde i ovnen til de kommende afsnit:

Vi har en engelsk spion, der er glad fra Bertha, og som ikke aner en disse om arkæologi, som er hans dæk-profession.

Sidste års kæreste

Vi har Fru Frighs kærlighed fra sidste år, charlatanen Emil Høyer, som i arresten erklærer hende sin kærlighed og giver hende – formentlig – de penge tilbage, som han snød hende for i 1940.

Vi har en Fru Weyse som skjuler en både fordrukken, men også småliderlig kommunist i sin herskabslejlighed. Ham vil tyskerne gerne have fingrene i. Og Weyse bliver endnu engang indblandet i politik... Selv om han hader at mene noget.

Og vi har en grosserer Madsen, som vistnok har et anstrengt forhold til tyskerne. Lige nu. Gad vide om en god forretning ikke kan ændre på det. Og I må kalde mig Madsen, hvis ikke vekselerer Molin dukker op med sin svenske kone og frister ham over evne. Profit er helt klart vigtigere end moral lige der.

Et frisk pust fra Vesterhavet

Med andre ord: Her midt i vinterkulden får vi et frisk pust fra Vesterhavet. Præcis det vi trænger til lige nu.

Det er nu også svært ikke alt elske figurerne. Vi har kendt dem i så mange år efterhånden, at vi kan tilgive selv de værste røvere. Weyse er min yndlingsfigur. Jeg synes, Jens Jacob Thychsen spiller ham til bravour. Det er vidunderligt at opleve denne frikadelle, der simpelthen ikke kan finde en skæppe stor nok, til at hans lys kan stå under den. Det er en rolle, der er så spækket med barnlig narcissisme, at Trump ligner klassens generte dreng til sammenligning. Og der er så mange delikate detaljer i den figurbeskrivelse, at man kun kan elske det.

Selv en fusker og falskspiller som grosserer Madsen kan vi tilgive. Også en overdådig, men enkelt præstation af Lars Ranthe. Og lige så lækkert spillende er Anne Louise Hassing som hustruen Therese. Ja – hele vejen rundt negler skuespillerne deres figurer. Man mærker, at de elsker at spille disse karakterer. De får naturligvis lige et ekstra skud, så de kommer tæt på det overspillede. Men hele tiden holder de sig på den rigtige side af grænsen.

Glasskår i punchen

Og det er nok det, vi elsker så højt. Jovist er der handling og intrige, men det er jo småting. Naturligvis er tyskerne længere nede ad vejen farlige. Naturligvis spreder de strandsand i glæden og glasskår i punchen. Men hele tiden på den enkle måde. For tingene er nok noget farligt rod, men rigtigt farligt bliver det aldrig.

Det er nok også det, der er den afgørende forskel på ”Badehotellet” og ”Matador”. I ”Matador” var der noget på spil. I ”Matador” var karaktererne alle i udvikling. De var nogle helt andre personer, da serien sluttede 18 år efter starten, der foregik i 1929.

Til gengæld har ”Badehotellet” en uimodståelighed og charme, der gør, at man ikke kan lade være med at se det. Så det gør vi så. Så får vi lige et lille frikvarter i vores corona-nedlukning, hvor man  kan abstrahere fra manglende vinterferie og frihed til at gå ud, mens vi ser andre få et frisk havbad i det friske Vesterhav.