DOKUMENTAR: "Skamløs"
Det er en ældgammel fordom, der hives ned ad hylden i denne lille tv-dokumentar om tre unge kvinder. Man fristes til at kalde dem piger, men det har jo lige været 8. marts...
Mænd der boller til højre og venstre, er nogle satans karle. Kvinder der boller til højre og venstre er nogle ludere.
Sådan lød det i gamle dage. Og det kommer måske lidt bag på mig, at fordommen stadig eksisterer efter så mange år. Men om den fordom handler disse tre tv-afsnit på DR og dr.dk. Her følger vi Sofie, 24 år, Inger, 20 år og Asmita, 19 år.
De kan godt lide sex. Det kan jo i grunden de fleste, så det er der ikke noget nyt i. Disse piger har dog et lidt større sex-drive end gennemsnittet, og de er konstant på jagt efter nye scoringer. Det foregår i nattelivet og endnu mere på telefonen.
Den der tanke med, at mænd, der boller mange, er nogle satans karle, er i grunden sjov at tænke til ende: For hvis de skal bolle mange, så skal der jo være kvinder dertil. Sex er bedst, når man er to.
Vi følger de tre piger gennem sommeren. Inger bor i Odder, men er bange for at få et ry som luder, fordi hun kan lide sex. Derfor flytter hun til København. Der skiller man sig ikke ud, for der er jo så mange mennesker. Man kan bedre putte sig, hvis man vil. Og man kan bedre finde ligesindede, hvis man vil.
TV om sex
Det er jo interessant at se tv om sex. Ikke lige så spændende som den ægte vare. Men det er et emne, der optager mange. Så har jeg vist ikke sagt for lidt.
Derfor er det også lidt træls, at disse programmer skøjter hen over isen uden at bryde den og se, hvad der ligger under.
Udsendelserne bliver lidt "kære dagbog"-agtige.
De er strikket sammen af rigtigt tv med fotograf/producer og af pigernes egne bekendelser til videokameraet på deres telefon. Der er ingen spørgsmål. Der er kun pigernes talestrømme. Og nå ja: Lidt kommentarer fra deres venner, der naturligvis støtter pigerne i et og alt. Det skal venner jo.
Det grimme begreb: Luder
Men det grundlæggende tabu - altså det der med satans karle/ludere bliver bare en overflade. Der bliver aldrig gravet deri. Der bliver aldrig stillet et eneste spørgsmål, der kan udfordre nogle. For hvor er forkæmperne for fordommene? Hvorfor bliver de ikke hørt? Hvorfor bliver de ikke stillet til regnskab.
Og hvad betyder i grunden "luder", som så mange unge mennesker bruger i flæng? Det er altså et sex-forhold, der indebærer betaling. Det har intet at gøre med en stor lyst. Derfor er det også et meget grimt ord at misbruge.
Vi følger for eksempel Inger til et studentergilde, hvor hun frygter, at klassekammeraterne ved den årlige kåring vil give hende titlen "årets luder".
En fordom er ikke fakta
Hvorfor ikke spørge nogle af klassekammeraterne, om de lever op til den fordom? Altså at de synes, Inger er en værre luder. For findes der nogen, der mener det, når det kommer til stykket?
Som det er nu, hænger fordommen som en ubekræftet påstand. Den bliver aldrig bekræftet eller afkræftet. Den bliver blot erklæret. Og det bliver den med samme selvfølgelighed som når Trump erklærer sig som vinder af det amerikanske valg.
Det gør det bare ikke til et faktum!
Jeg synes, pigerne er søde. De har nogle fine betragtninger. Og set med søvn i øjnene så er de tre udsendelser i grunden ganske underholdende. For vi vil jo gerne høre om sex og om andres sexliv. Problemet er bare, at hvis man lige tænker lidt over tingene, så er dette blot candy floss. Sødt og klistret, masser af luft. Tomme kalorier. Men intet der gør dig klogere. Intet der udfordrer dig. Intet der giver dig lyst til at se mere. Og slet ingen ting, der bekræfter producernes påstand om, at dette er vigtigt.
Så "Skamløs" bliver lidt som et engangsknald uden orgasme: Ingen tilfredsstillelse. Intet at tænke over. Bare lidt akavet.
"Skamløs"
Findes på dr.dk
Tilrettelæggelse: Mia Yoo og Lea Vinther Sonne