Skip to main content

Druk scorer fire filmpriser

Thomas Vinterbergs film ”Druk” løb med fire priser, da European Film Awards blev uddelt lørdag aften på Futurium i Berlin.

Den fine adresse på det fine museum skal dog tages med det forbehold, at prisen blev udelt virtuelt. Så ingen røde løbere lige her. Det gør dog ikke priserne mindre værd.

Filmen var nomineret i fire kategorier, og løb med priserne i alle fire: Bedste film, bedste instruktør, bedste manuskript og bedste mandlige hovedrolle.

I forbindelse med prisfesten i Berlin – og i stuer overalt i Europa – fik ”Druk” yderligere en hilsen med på vejen: Den er nu en af tre nominerede til Lux European Audience Award, som uddeles 28. april.

Set af 800.658

”Druk” har scoret stort siden premieren i oktober. Vigtigste score er måske, at den er set af 800.000 her i Danmark. Det er et vanvittigt stort seertal. Men den er også sendt af sted til Hollywood som Danmarks kandidat til en Oscar. Den har fået priser på filmfestivalerne i Toronto, London og San Sebastian. Samt mange flere.

I USA havde filmen premiere 4.december, og der kan den streames fra 18. december. Men filmen er også på vej til en lang stribe andre lande, lige som den allerede er en gedigen succes i Frankrig og Storbritannien.

”Druk” er hverken socialrealisme endsige realistisk. Men det gør ikke alverden. For først og fremmest er denne film en glimrende anledning til lige at reflektere lidt over alkohol og hvad det gør ved os. Man kan jo starte med at spørge: Drikker jeg for meget” skrev Kulturen.NU i anmeldelsen af filmen. Og erklærede også, at denne film vil ende med at blive pensum i gymnasiernes danskundervisning i mange år fremover.

Kan ses i Kolding

Lige her kunne man have lyst til at skrive: Se de  endelig, hvis du ikke har set den endnu. Men det bliver nok lidt svært, nu da 80 procent af alle landets biografer er lukkede på grund af corona. Men den kan ses i Kolding.

For god ordens skyld: Nordjyske biografer uden for Aalborg Kommune har stadig åbne… Men viser ikke ”Druk”. Derfor kan du nu godt gå i biografen. For biograferne trænger virkelig til gæster, nu da film er lukket land i det meste af det næsten lukkede land.

Arkiv