Til lykkeligt julebal i Nisseland

TV-JULEKALENDER: ”Julefeber” Afsnit 1-24

Der er regler for julekalendere på tv: Der skal være masser af nisser og/eller andre magiske folk. Det skal (helst) foregå ude på landet i en bette landsby hvor sneen ligger i meterhøje driver. Der skal være vaskeægte kernefamilier. Og der skal være en juleaften, der er i fare. Og meget, meget mere.

”Julefeber” har blæst på mange af konventionerne. Og tak for det.

I starten blev ”Julefeber” kritiseret for, at der var mangel på nisser. Og det kan da godt ske, at vi skulle næsten halvvejs gennem serien, før nisserne dukkede op. Men så skal jeg da ellers love for, at den stod på nisse.

Vrangvillig nisse

Men den stod også på vrangvillig nisse. Hvorfor være nisse, når man helst vil være normal.

Det var det helt store dilemma for såvel 13-årige Bjørn og for den gamle balletmester. De kunne nemlig ikke finde nissen i deres hjerter. Altså før på selveste juleaften.

En anden kendt regel fra tv-julekalendere er også, at intrigen skal være løst og problemerne fejet af vejen,  når vi kommer til den 23. december. Den 24. står den så på ren julefest med rigtigt mange inviterede gæster.

Også her tog ”Julefeber” en anden vej i mål: Vi skulle hen til 10 minutter før lukketid, før alle problemerne var løst, og vi kunne sætte os omkring det veldækkede bord.

Afsnit 23: Ganske sort

Faktisk var afsnittet 23. december præget af sort: Ville mormor overleve? Ville vi finde Gro, som var blevet væk i nisselandet hinsides?

Og ville vi finde kærligheden? Ville Bjørn og Frede finde sammen? Ville Far Kalle finde sammen med Julemanden. Ville vi komme til et lykkeligt julebal i Nisseland til allersidst.

Men vi ved jo godt, at den slags lykkes til sidst.

”Julefeber” har været præget af markant flot skuespil. Børnene har været fantastiske. Det skal lige siges, at børn generelt bliver væsentligt bedre instrueret nu om stunder end de gjorde for år tilbage, hvor de fleste børnepræstationer var tæt på det pinlige. Men lige her har det været aldeles overbevisende, troværdigt og smukt. Jeg kipper med nissehuen for det, vi har set fra Selma Sol i Dali (Gro), Silas Cornelius Van (Bjørn) og Maria Szighethy (Frede).

Nissen i hjertet?

Men også Joachim Fjelstrup som Far Kalle har været en dejlig oplevelse. En lidt kluntet type, men med ubetinget kærlighed til sine børn. Den rolle har Fjelstrup neglet præcist og rart. Bodil Jørgensen som mormor har også været fantastisk. Peter Frödin har været dejligt kejtet som nisseballetmester – der ikke har nissen i hjertet.

Og så har der været Maibritt Saerens. Hun har haft rollen som det eneste normale menneske i serien. Det har også været hende, der har været jordforbindelsen til den rigtige verden.

Der har dog været mange og lange perioder, hvor handlingen har haltet. Hvor der har været for lidt fremdrift og bevægelse. Der har været alenlange balletscener, hvor man har tænkt: Kom nu videre. Der har været nogle sidespor og sidehandlinger (og det skal der være), der ikke rigtigt har givet noget brændsel til selve hovedfortællingen.

Til skolepsykolog?

Men når det er sagt, så er jeg også ganske begejstret for modet til at gøre noget anderledes. Modet til at lade dette foregå i en taberfamilie. For hvis man ser på Gro og Bjørn med kliniske briller, så skulle de jo have tilbragt alle timer i december sammen med en skolepsykolog og måske også en psykiater. For de har da været for mærkelige…

Og Far Kalle skulle måske have haft besøg af de sociale myndigheder, som ville undersøge, om en tvangsfjernelse var vejen frem for at redde børnene.

”Julefeber” har handlet om, at vi alle er mærkelige. At vi alle skjuler noget, vi ikke er stolte af. Men at vi skal lære at acceptere os selv som dem vi er.

Og det synes jeg er vanvittigt smukt.