Hvem skrev smædebrevene?

Film - ”Wicked Little Letters”

Håndskriften er svungen og flot, men indholdet er kloakbeskidt, smudsigt og nedværdigende.

De kommer i en lind postmandsbåren strøm til Edith (Olivia Colman), en kristen pebermø, der stadig bor hjemme hos sine forældre. Ved brev nummer 19 bliver det for meget for familiens patriark, Edward (Timothy Spall).

Nu må politiet gribe ind. For selvfølgelig – og det ved alle jo - må det være Rose (Jessie Buckley), som bor lige ved siden af, som har sendt de smudsige breve.

Irsk alenemor, rapkæftet og mandeglad kan det da ikke være andre end hende. Og snart sidder hun bag tremmer og lås. Og så skulle den sag vel være ordnet. Men nej.

For den kvindelige politibetjent Moss (Anjana Vasan) giver sig tid til at studere brevenes håndskrift lidt nøjere. Hun kan ikke rigtig få den til at stemme med Roses og vil gerne gå videre med sagen.

Men møder modstand fra både sin mandlige kollega og politichefen selv.

Vi er er i Storbritannien i tiden lige efter Første Verdenskrig. Et rigidt klassesamfund, hvor alle kender deres plads, og hvor frisprog og livsglæde hurtigt kan bringe dig på kant med både lov og kristen fordømmelse.

Især hvis du er en frimodig, irsk tøjte.

Kulisser, tøj og bruntonet interiør sætter scenen for et UK-anno dengang, og så kan du ellers læne dig trygt tilbage i biografsædet, og lade denne befriende blanding af britisk tør humor og ganske fornemt kammerspil mellem de to hovedroller, Olivia Colman og Jessie Buckley folde sig ud.

Olivia Colman gør det fornemt, som den ydmyge og alligevel en anelse salvelsesfulde, hovererende ældre kvinde, der egentlig så gerne ville være veninde med sin nabo. I bedste missionerende stil redde Rose.

Hun bliver spillet for fuldt livligt blus af Jessie Buckley, og udover at være overbevisende som bandende, frigjort kvinde med stort F for et umådeholdent overforbrug af ordet fuck, er det især samspillet mellem de to, som imponerer.

Nuancerigt og detaljeret får vi her portrættet af deres umage venskab, som ryger af sporet. Også fordi Rose ikke er bange for at skære gennem den forlorne patriarkalske samfundsorden, støttet af hyklerisk kristendom, når hun oplever den.

Omkring dem er der masser af gode biroller. Timothy Spall, som den indskrænkede, tyranniske far, er frygtelig god, men også Anjana Vasan, som den kvikke politibetjent, Moss, der ihærdigt prøver at finde ud af, hvem der virkelig har lagt pen til de ondskabsfulde, små breve.

Plus en række birolle-kvinder, Acteur, Kate og Mabel, som i bedste Olsen-bande stil sammen med Moss går ind i kampen for at finde den virkelige smædebrevsskribent.

Det er ikke nogen dårlig ide at spidse ørerne, når det går derudad i replikkernes bramfri bandesprog. For den danske oversættelse får ikke alle nuancerne med i linjer som ”dit rynkede, lille pikhoved” eller ”Vorherre med tyndskid på korset”

Helt overordnet er det svært underholdende at se, hvordan brevenes bandeord og frisprog i sidste ende bunder i et desperat forsøg på at få luft for den repressive, patriarkalske undertrykkelse, som kvinderne oplever her i 20’ernes britiske samfund.

Meget britisk film på den gode måde, hvor komik og alvor elegant leger tagfat. Med absolut garanti for befriende grin, latterliggørelse af stupide mænd, men også psykologisk interessant i samspillet mellem Edith og Rose.