Smaskforelsket gendigtning

FILM - ”West Side Story”

Drama for fuld skrue, farverige danseoptrin samt had og kærlighed i gigantiske doser som i en kulørt lægeroman.

Mindre kan man jo ikke forvente, når mester Spielberg gendigter den ”klassiske” musical ”West Side Story”, uropført i 1957 og senere også filmatiseret i 1961.

Vi er i New York, hvor de to konkurrerende bander, The Jets og The Sharks, hele tiden støder sammen. The Jets er hvid underklasse, The Sharks er indvandrere fra Puerto Rico.

I spidsen for The Jets finder vi Riff (Mike Faist), hvis bedste ven Tony (Ansel Elgort) nu holder lav profil efter at have siddet bag tremmer i et år. Efter at have været ganske tæt på at dræbe en puertoricaner.

Han arbejder hos den gamle købmandsenke Valentina (Rita Moreno) og prøver at holde sig væk fra alt ballade. Modvilligt tager han derfor med til et bal, hvor både The Sharks og The Jets plus deres piger kæmper om, hvem der er bedst på dansegulvet.

Der er både mambo og øretæver i luften. Men midt i dansekaos og de hidsige aggressioner får Tony øje på puertoricanske Maria (Rachel Zegler), der står der som en hvidklædt åbenbaring med knaldrødt bælte.

De to klikker sammen som to turtelduer, kurrende i en høj gran i det tidlige forår. Men det går jo virkelig ikke mener storebrorbokser Bernardo (David Alvarez) og så her vi balladen.

Mens konflikten optrappes mellem de to bander, følger vi de to turtelduers kamp for at stoppe bandevolden. Selvfølgelig også i håb om at kunne få hinanden. For hvad er nu stærkest – had eller kærlighed?

Den oprindelige musical lånte – eller rettere stjal med arme og ben fra Shakespeares ”Romeo og Julie”. Men den udødelige historie om to som ikke kan få hinanden på grund at familiestridigheder.

Det er flot filmet, nærmest blæret sine steder, når historien åbner og vi zoomer ind mellem de store nedrivningskraner, der skal skabe plads til Lincoln Center. Her er ikke sparet på noget, og Spielbergs film udspiller sig i et nærmest uvirkeligt perfekt genskabt 50-er miljø.

Kjoler, jeans og sko, interiør, biler, politiuniformer - ja, selv jukeboxen Rock Ola er her. Skuespillet er  der i mod skåret ned til det teatralske og nødvendige. Der hele tiden skubber handlingen videre.

Så vi kan komme i gang med de mange danse- og sangoptrin, som udgår musicalens sande arvesølv. Leonard Bernsteins musik med sin dengang nyskabende blanding af klassiske og bigband, populærmusik i højdramatiske udladninger.

De gør det godt hele staben af skuespillere, og grundhistorien er blevet strammet op og fået plads til tydeliggørelse af racediskrimination, kvindefrigørelse, og hvordan storbysanering også kan bruges til at presse de fattige ud.

Dansescenerne er sindssygt, smidige og elegant udførte – koreograferet til mindste detalje, og sangene sidder også lige i skabet – Tonys henførte kærlighedshyldest til Maria er jo sådan et nærmest uopslideligt musicalhit.

Spielberg mestrer jo den store filmpalet, og du kan ikke andet end beundre hans krydsklipning mellem de to bander på vej til det endelige blodige opgør, mens Tony og Maria uskyldigt og parallelt syngende er på vej til stævnemøde.

Den engelske dialog er oversat, mens den spanske er uden undertekst. Men det gør ikke så meget, du kan snildt følge med i handlingen alligevel.

Filmens samfundskritiske sigte virker sine steder en kende forældet og støvet museumsagtig. Der var sikkert et anderledes knasende grævlingebid i historien dengang i slut 50-ernes USA. Ligesom bandeord og sex før ægteskab vel kun kan få den saudiarabiske censur til at udstede forbud mod filmen i dag.

Hvis du ikke kender ”West Side Story”, kan du trygt gå ind og se denne smaskforelskede gendigtning. Oven i købet med Rita Moreno som spillede den flamboyante Anita i den oprindelige version.

Showdans, musicalhits og bevægende øjeblikke malet med den store brede malerpensel i Spielbergs bud på en opdateret, revitaliseret ”West Side Story”.