Kokken, kærligheden og kræften

Film - ”We live in time”

Klar og elegant driblende feel-good film, og sådan én skal du selvfølgelig også forkæle dig selv med. En gang imellem.

Sød opstoppernæse-pige løber tur i efteråret, plukker lidt urter, og vækker sin sovende mand:

- Jeg er nødt til at få en ”second opinion” – hvad synes du om parfait med Douglas-gran?

Så sidder hun pludselig på toilet og skal vist snart føde. En kemokur. Et aggressivt behandlingsforløb.

Nu skal vi bare have det hele til at hænge sammen.

Hun hedder Almut (Florence Pugh), og han hedder Tobias (Andrew Garfield). Hun er gourmetkok – altså chef – og et udpræget konkurrencemenneske. Han står for it-sikkerhed i et større morgenmadsfirma, Weetabix, og egentligt er de så forskellige som dag og nat.

Altså nærmest uspiselige tvebakker kontra elegant anrettet gourmetmad.

Men de falder for hinanden, og så kender vi jo egentlig historien herfra. Forelskelse vokser til kærlighed, der kommer et barn, og så sker der noget, som ændrer det hele og dem.

Men i steder for at fortælle historien lineært og jævnt fremadskridende har den britiske instruktør John Crowley valgt at klippe historien op i scener, der hopper frem og tilbage i tid.

Det giver masser af godt tempo, men kræver også årvågen opmærksomhed fra dig og dem, du går ind og ser filmen med. Spørgsmålet er. om det giver filmen mere mening og dybde, eller er det blot forvirrende…

Efter at have set filmen er jeg ikke bange for at stemme på det første.

Vi kender jo historien – har set det romantiske portræt af et ægteskab filmet så mange gange før. Netop  derfor overrasker enkeltscenerne hele tiden og giver varm, nærværende puls og farve til portrættet af parret.

Hylesjovt, sørgeligt, overvældende, og bekymret alvorligt ramler vi afsted. I hverdagslivet med afhentning i børnehaven og da de møder hinanden, og de nærmest ikke kan finde tid nok til at flå tøjet af hinanden

Skuespillet mellem de to hovedrolleindehavere er letbenet naturligt og samtidigt tilpas hjertefølt, mens vi følger de to unge i deres London-liv og senere i en landlig idyl med høns og deres første barn, Ella.

Det er lige før, at det bliver for meget. Men briterne kan det der med at skrue en god historie sammen og samtidig få noget dybde og bid ind i filmen.

Andrew Garfield er så sød og betænksom, at det næsten gør ondt. Florence Pugh er så kæk og selvstændig, at det gør næsten lige så meget ondt.

Der bliver spillet med tungen lige i kinden, og det fungerer, mens vi endevender 10 års langt samliv med uenigheder, familieliv, sex, børnefødsel, det kulinariske OL – kogekonkurrencen Bouse D’Or, lykkelige og ulykkelige stunder – plus uventede overraskelser.

Du går ikke fra filmen med et knust hjerte, men sikkert med en tåre eller to i øjenkrogen og helt sikkert forelsket i portrættet af Almut og Tobias.