Afdæmpet og grufuld

FILM - ”Wannsee-konferencen”

Knap halvanden time i ét koncentreret møde.

Længere tog det ikke for at få ”Der Endlösung” på plads, og filmen ”Wannsee-konferencen” strækker sig i realtid over næsten det samme antal minutter.

Vi skriver 20. januar 1942, og SS-Obergruppenführer Reinard Heydrich (Philipp Hochmair) har indkaldt til møde i en storslået villa ved søen Wannsee uden for Berlin.

Embedsmandsværket repræsenteret med habitklædte administratorer overfor de uniformerede SS-er. Heydrich er fløjet ind fra Prag og har overladt morgenmad og servering, samt ikke mindst alle det praktiske omkring opnåelse af målet til Adolf Eichmann (Johannes Allmayer).

Målet for mødet hedder i maggieterning form – den endelige løsning på det jødiske spørgsmål. Altså udryddelsen af 11 millioner mennesker.

En del af topembedsmændene er betænkelige, andre har for længst tilsluttet sig nationalsocialisternes og Førerens ideer om en nyordning af Europa. Med racehygiejne, udryddelse af undermennesker – først og fremmest jøder, og beskyttelse af ”det tyske folkelegemes sundhed”.

Forskruet lyder det, men mødet former sig som et langt pragmatiske diskuterende forløb, hvor alle bliver hørt – sådan da – og målet nået.

Det er grufuldt realistisk og ganske afdæmpet gennemført her i villaens store mødelokale med mahogniborde, tunge stole og draperier på væggene. Mødets forløb og udfaldet er historisk korrekt beskrevet, men disse fakta er så levendegjort gennem diskussioner og replikker, hvor uenighed om mål og midler får lov at folde sig ud.

I rollen som den ubestridte, magtfulde mødeleder Heydrich er Philipp Hochmair intet mindre end skræmmende god. På en gang venlig, viljestærk og samtidig energisk veloplagt på at gennemføre ”dette verdenshistoriske øjeblik” – Førerens storpolitiske visioner.

Imødekommende under mødet og samtidigt skruppelløs målrettet opsat på at få sin vilje, når han i korte pauser fra det officielle møde taktisk konspirerer med sin nærmeste fortrolige Eichman og Müller (Jakob Diehl).

Det er et møde som i lange forløb holder sig til praktiske spørgsmål og overvejelser. Ofte fremført i mere eller mindre underforstået kancellisprog. Men i pauserne, når SS-officererne trækker sig udenfor, får vi så et brutalt indblik i, hvordan nedskydningerne bliver gennemført. "Håndværket", som det bliver kaldt, kræver ofte rigeligt med snaps, men først bagefter, så skuddene kan falde træfsikkert.

Det er en ganske nøgtern film og desto mere skræmmende. Et lille håb dukker op indimellem, når eksempelvis Dr. Stuckart (Godehard Giese) sætter sig op mod folkeudryddelsen og problematiserer den opdeling i halv- og kvartjøder, som der bliver opereret med.

Tør han virkelig gå op imod og gå planken ud mod den jernhårde Heydrich?

Eller når den gode embedsmand Kritzinger (Thomas Loibl) med sindrige taludregninger, sætter spørgsmålstegn ved, om det virkelig er muligt at gennemføre dette folkedrab.

Det er dog små bump på vejen, inden Eichmann pedantisk omhyggeligt forklarer, hvordan udryddelsen skal foregå.

Hver jøde bliver efter anholdelse sendt afsted i godsvogn med en kuffert og 50 rigsmark. Den personlige formue konfiskeret, og for enden venter ”desinfektionskammeret” med blåsyre. Zuklon B., skadedyrsbekæmpelsesmidlet, der ved et ”uheld” blev brugt mod russiske krigsfanger, har vist sig ganske effektivt, og døden indtræffer i løbet af 10 – 15 minutter.

Det er ganske ubegribeligt, det, du ser på det store lærred. Filmens underlige kuldslåede skildring af disse professionelle militærmænd, forrået i forskellige grader, men i princippet praktikere, overfor de juridisk uddannede, korrekte embedsmænd, som mest er optaget af at sprede forskønnende omskrivninger udover folkedrabet.

Der bliver talt om eutanasia – altså dødshjælp – men her er jo ikke blot tale om medlidenhedsdrab, men et storstilet tænkt og gennemført folkedrab på 11 millioner.

Det er grufuldt at overvære i al sin afdæmpede skildring af embedsmandsværkets betænkeligheder – hurtigt bortfejet – af nationalsocialisterne, SS, sikkerhedspolitiets autoritetstro og skånselsløse ”Endlösung”.

Filmen viser ikke blot de hadefulde, forskruede fanatikere, som det er nemt nok at tage afstand fra. Den skildrer også nogle af deltagerne, embedsmænd som egentlig ansvarlige bekymrede, der så i sidste ende ikke tør tage afstand fra jødeudryddelsen.

Det er en stærk film, som man bestemt ikke lige glemmer. I dens understregning af hvordan masseaflivningen i praksis kan blive foretaget teknisk effektivt. Uden at dem, der udfører den, får skrupler, kvaler eller følelsesmæssigt bliver berørt.

Skræmmende og afskyvækkende.