Tam omgang vildmand

Film - ”Vildmænd”

En ganske rodet feel-good komedie, der svinger mellem blodig action, komisk selvrealiseringsterapi plus undertoner af nutidig samfundskritik.

For hvad er det, vi har så helvedes travlt med at nå i vores liv? Levede urtidsmanden for 3000 år siden i virkeligheden ikke et bedre liv, når han bare skulle koncentrere sig om at ramme byttet med bue og pil.

Og ikke skulle tage stilling til alle varerne henne i supermarkedet. Og konen og børnene.

Martin (Rasmus Bjerg) er ikke i tvivl, og derfor er han draget op i de norske fjelde for at undslippe sin egen midtlivskrise og forsøger her iklædt skinddragt at leve alene.  I pagt med naturen.

Formelt er han på teambuilding, men det går rigtig dårligt med bueskyderiet, så han drager på indkøb på en tankstation.

Det går ikke helt efter planen, og snart dukker nye problemer op. Hashsmugler Musa (Zaki Youssef) kører galt med sine to barske gangstervenner og flygter blødende i den tro, at de er døde.

Norsk politi med stationsleder Øyvind (Bjørn Sundquist) i spidsen bliver sat på opgaven med at anholde den ”danske viking”, og snart er Martin og Musa på fælles flugt med både politi og de hashhandlende gangstere i hælene.

Rasmus Bjerg spiller hovedrollen som den fortvivlede danske ægtemand. Med plads til både selvtillid og indre fortvivlelse. På en gang afdæmpet, tilsyneladende kompetent, men igen og igen viser hans overlevelsesevner sig at være ganske begrænsede. Det kommer der et par gode grin ud af.

Jeg-kører-med-hash-rollen tager Zaki Youssef sig af og spiller ganske naturligt en gennem-sympatisk ”indvandrer”, der bare prøver at få det bedst mulige ud af tingene. Og ikke så lidt handlekraftig, når det gælder.

Komikken er sine steder ganske lavtflyvende, mens norske Bjørn Sundquist holder  fin balance i rollen som ensom enkemand, der både småfilosoferer over livets korthed og samtidig ganske underspillet og tørt morsom står for flere af filmens bedste scener.

Og så er Sofie Gråbøl kaldt ind som Martins kone, der velmenende vil det bedste, men intet forstår. Den rolle har hun ikke svært ved at fylde ud.

Manuskriptet står Morten Pape for sammen med instruktøren. Og det vil meget – og også for meget. Filmen vil så gerne være morsom og samtidig trække alvorlige emner ind. Ensomhed, afmagt overfor præstationssamfundets krav, manderollen og hele selvrealiserings-showet om at finde sin egen indre kerne bliver luftet.

Men det hænger ikke altid sammen med de komiske elementer.

Martin er bestemt ikke nogen vildmand, men bliver også klogere efterhånden som denne ramlende blanding af roadmovie og komedie nærmer sig sin ganske blodige slutning.

Men det går galt i balancen mellem komik og alvor, mellem vild overdrivelse og nøgtern realisme. På den måde balancerer denne film usikkert og svingende og bliver aldrig rigtig lårklaskende morsom.

Mindre kan gøre det, men ”Vildmænd” er faktisk en ganske tam omgang. Komik på spinkle, vaklende alvorsben.