Italiensk kvindeundertrykkelse

Film - ”Vi har stadig i morgen”

I sort-hvid og med et anerkendende nik til den italienske neorealisme skildrer filmen her hverdagslivet for en ulykkelig, gift kvinde, Delia (Paola Cortellesi).

I tiden lige efter 2. Verdenskrig, hvor Rom stadig var fyldt med patruljerende amerikanske tropper, lever hun sammen med sin tyranniske ægtemand, Ivano (Valerio Mastandrea).

Med tre børn og en både syg og herskersyg sengeliggende svigerfar har hun alt for få muligheder til at få livet til at fungere bare nogenlunde i deres kælderlejlighed.

Hun lever i et patriarkalsk samfund, gennemsyret af mandschauvinisme, og skønt køn og flittig som en summende arbejdsbi får hun aldrig et venligt ord eller anerkendelse.

Hun er en selvfølgelighed for sin idiotiske skiderik af en mand, der ikke evner meget andet end at finde fejl, undertrykke, håne og udskamme, når han da ikke bare tæver løs ved mindste lejlighed.

Filmen skildrer detaljeret og overbevisende nøjsomhedssamfundet, også i det italienske lige efter krigen, og fletter behændigt sin historie om kvindeundertrykkelse samme med Delias personlige kamp.

Hun får ikke meget hjælp fra omgivelserne. Men bid mærke i hendes gamle ungdomskæreste, automekanikeren og den sorte amerikanske MP’er.

Det er også en film, der leger med mediet og med os, der ser på dernede i biomørket. Kan skildre hustruvold koreograferet som pardans, mens de blodunderløbne mærker forsvinder som ved et trylleslag.

Ganske sådan som voldsramte kvinder ofte forsøger at skjule de overgreb, de er udsat for.

Ligesom en knaldende lussing kan blive forsynet med pladderromantisk italiensk pop, så den latent, underliggende kvindeundertrykkelse på en måde bliver mere udholdelig.

Filmens instruktør Paola Cortellesi spiller selv hovedrollen. Både ydmygt og undertrykt, men også ukuelig sej i sin stædige og slidsomme kamp for dog på en eller anden måde at få et bedre liv.

Glimtvis kan hun opleve små glimt af lykke, som da hun modtager et uventet brev. Måske fra en gammel bejler.

I sin skildring af hverdagslivet - også af Delia selv - kan filmen blive forunderlig let, nærmest poetisk syngende.

Det kan forundre, men gør det også muligt at udholde den barske, fornedrende virkelighed,  vores hovedperson sidder fast i. Som i en skruestik.

Gennem hele filmen sidder du igen og igen yderst på biografsædets kant og ønsker, at Delia på en eller anden måde slipper væk fra dette helvede på jord.

Det er skarptskåren realisme, men også en film der leger med os og perioden.

Kan i enkeltscener gå i ren soap, men også blive detaljeret afslørende, som når Guidos snobbede café- og facistfamilie kommer til søndagsfrokost. 

Det er film værd at se for dens skildring af kvindeundertrykkelse og ikke mindst Delias ukuelige mod og vilje til at ville livet og skabe bedre muligheder. Ikke bare for sig selv, men også for sin datter.

Indtil den dag en frygtelige sandhed bliver afsløret og går op for hende. Kvindeundertrykkelse er ikke blot mit eget personlige problem.. 

Det ligger latent lurende i samfundets patriarkalske og udemokratiske opbygning, og hun vælger at tage ganske afgørende og hemmelige skridt hen mod friheden.

Se den for sit tidsbillede, sin kvindehistorie og sin overraskende og befriende slutning.