Smuk film om seksualitet

FILM: "Venuseffekten"

22-årige Liv arbejder på sine forældres gartneri. Hun har fast kæreste og et okay - men lidt kedeligt liv. Så møder hun den lidt ældre Andrea, og pludselig starter et indre slagsmål om, hvilken seksuel identitet, hun har. Altså Liv.

Sådan lyder det korte referat af denne søde, smukke og varme film om det at springe ud som homoseksuel.

Det er også en film, hvor der ikke sker så meget, og skulle den være klippet i samme tempo som en Die Hard-film, ville den næppe vare ret meget over to minutter.

Men det gør ikke noget, at der dvæles og fortælles i et langsomt tempo.

Så kan man nemlig følge med. Og det der med at krybe ud af skabet er bestemt heller ikke en sag, der kommer uden omkostninger og især omtanke, spekulation, frygt og forvirring. Det er aldrig et tigerspring. Det er altid en velovervejet proces.

Selv om Livs forældre er tolerante, åbne og frisindende og selv om Liv i forvejen har en homoseksuel storebror, så er det vanskeligt. Vanskeligt at erkende, vanskeligt at sige.

Da Liv siger det til sin mor, så bliver mor overrasket. Liv har jo en mandlig kæreste i forvejen. Og blot sådan en lille pause, hvor Mor Gitte lige skal synke den oplysning, kan tolkes på mange måder. Og misforstås af Liv.

Her er vi ved filmens helt stærke side: Der er så flotte nogle skildringer af de svære samtaler i familien. Naturligvis bliver Liv skuffet over, at moren lige skal sunde sig over den oplysning. Men hun er der, moren. Der er ikke antydningen af fordømmelse hos hende. Kun den lille pause. 

Liv fortæller, at den nye kæreste hedder Andrea.

- Hedder han Andreas, spørger mor.

- Nej, han hedder Andrea. Det er en pige, replicerer Liv.

Men pausen er nok til, at Liv føler sig skuffet.

Senere i filmen skal Gitte skilles fra Klaus - Livs far. Igen er det den svære - virkeligt svære - samtale, vi overværer.

"Venuseffekten" er først og fremmest en film om relationer og kærlighed. Det er en film fortalt med håb, kærlighed, mild ironi og tolerance.

Men det er også en film befolket med gode mennesker. Vi møder ikke ondskab lige her. Kun folk der lige skal synke pillen. Eller pillerne.

Allerflottest er det i scenen, hvor Liv har inviteret Andrea hjem for første gang. Så dukker der uventede gæster op: Kæresten Sebastian og bedsteveninden Katja.

- Nå - er jeg blevet inviteret til parforholdsmiddag, konstaterer Andrea lettere forvirret og spørger Sebastian om, hvem han er. Og da han svarer, at han er Livs kæreste, så er alting forkert.

Hvor er den scene dog kejtet.

Ikke dum-kejtet som i Klovn. Men sådan helt forkert på den rigtigt fede måde, fordi den fortæller så meget.

"Venuseffekten" er spækket med dvælende naturbilleder. Nærbilleder af insekter, billeder af bark, af spindelsvæv, af blomster med meget mere.

Smukt er det, og det skal sikkert symbolisere, hvor tæt man er på naturen, når man hengiver sig til kærligheden uden at skele til, at nogle kun mener, der er én form for seksualitet.

Men det bliver for meget og det fylder for meget.

Johanne Milland Pedersen er vidunderlig som Liv. Hun er eminent til at skildre sin usikkerhed og tvivl. Hun er dybt troværdig i rollen. På en gang en uskyldig, naiv naturpige. Den velopdragne og søde pige, der altid gør, hvad man forventer. Og lige under overfladen finder vi den rasende revolution mod seksuelle forventninger.

Josephine Park spiller den fandenivoldske Andrea. Ligeledes en dejlig præstation. Helt i top er også Sofie Graabøl som mor.

Det er også værd at bemærke, at Lydmor har lavet en mageløs lydside til filmen.

Alt i alt er dette en meget smuk og overbevisende film om at vedkende sig sin seksualitet.

Og selv om jeg anker over de lidt langtrukne naturbilleder, som fylder så meget, så er de med til at sætte tempoet på en realistisk måde for de overvejelser, der ligger til grund, når skabslågen skal brydes, og der skal bydes velkommen til den nye seksualitet.