Mission Adam

Film - ”Vejen hjem”

Syrien 2014, en ældre mand ankommer sammen med en flok yngre til en befriet by. Han er dansk, hedder Christian og vil melde sig til den frie syriske hær.

Christian (Nikolaj Lie Kaas) er far til Adam (Albert Rudbeck Lindhardt), konverteret islamisk kriger. Christian er kommet til det krigshærgede og splittede land med et eneste formål – at få Adam med hjem til Danmark.

Det er en dødsensfarlig opgave i et land, hvor Al-Qaeda og ISIS kontrollerer stadigt større områder af landet, og hvor ekstrem religiøs fanatisme nærmest har visket enhver form for fornuft og menneskelighed væk fra landkortet.

Christian går rundt og leder med et slidt fotografi af sin 17-årige søn og vækker lige så lidt opmærksomhed som en fugleedderkop på en festlig pyntet fødselsdagslagkage.

Men han er parat til at gå linjen helt ud i sin søgen efter sønnen og møder tilfældigt den britisk fødte Bilal (Harki Bhambra). Bilal kan fikse sim-kort og har forbindelser.

Det er barsk og realistisk film. Optaget i Jordan. Ganske nøgtern i sin skildring af vanviddet, filmet og afviklet i godt og tæt thrilleragtigt tempo.

Uden unødvendige svinkeærinder giver og får vi et godt insider-indblik i, hvordan og hvorfor Vesten aldrig rigtig lykkedes med at indføre demokrati i den betændte region – eksempelvis Afghanistan.

Revolutionen er død, nu er der kun intern magtkamp og indbyrdes stridende fraktioner. Det religiøse vanvid hersker, og ”døden er mere værd end livet”

Det er svært at forestille sig denne film lykkes uden Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen.

Han giver sin far-rolle et såre menneskeligt og plaget ansigt, samtidig med, at han træder i karakter som handlekraftig mand, parat til at gå til den yderste grænse og over den for at få sin søn med hjem.

Omkring ham bliver der spillet godt af en række biroller, ganske mange besat med internationale skuespillere, især Harki Bhambra gør indtryk, men også Besir Zeciri og Arian Kashef fungerer udmærket, som troende, danske mujahid-krigere, der undervejs får deres tvivl.

Den første i form af den betonfundamentalistisk prædikende Abu Amin og sidstnævnte som Nørrebro-drengen, Abu Hassan, som vist tror, at krig bare er sådan en slags kampspil i størrelse 1:1.

Ligesom Albert Rudbeck Lindhardt er udmærket som forvokset curling-barn, der skråsikkert har set jihad-lyset og nu ikke længere vil lytte til fornuft.

Det er en film, der gør dig en anelse klogere på de nærmest uløselige konflikter, og samtidig et stærkt portræt af en far, der ikke vil give op.

Det er også en film, der understreger, at hvis du som menneske og enkeltindivid ikke kan finde dig et fællesskab og føler dig udenfor. Så kan du også ende i et, som tilbyder en totalitær tro og løsning på dine problemer.

Det er fornemt filmet, fornemt spillet, ganske troværdigt og plotmæssigt spændstigt dirrende. En film, som giver et bud på, hvad der skal til for at blive islamisk radikaliseret og samtidig svøber sin historie i nærmest klassisk mainstream action.

Sine steder ganske brutal og afskyvækkende, men samtidig med en underlæggende tone af nervesitrende og usikker knugethed. Det kniber sine steder i balancen mellem det psykologisk drama og den rene actionunderholdning. Filmen når ikke helt i mål med sine ambitioner.

Men ét er sikkert.

Sådan har vi ikke set Nikolaj Lie Kaas før. Men det her kan han også. Spille kampaction.

Det er en film, man bør se.