Kvindefængslet på Sprogø

Film - ”Ustyrlig”

Helt ærligt er den kvindepolitiske kampfilm ”Ustyrlig” ikke ganske overbevisende.

Selv om den er både velmenende og ganske givet også tegner et ganske retvisende billede af de overgreb, der blev begået på den isolerede kvindeanstalt Sprogø fra 1930 til lukningen i 1961.

I åbningsscenen på danserestaurant i København, anno 1933, møder vi den unge fabrikssyerske Maren (Emil Krøyer Koppel), som slår sig løs til datidens heftige swingjazz, møder en tilfældig mand, som hun har uønsket sex med, da hun ikke når at sige fra i tide.

Hun er livlig og helt sin egen, men snart banker det på døren hjemme hos hendes enlige mor med to-tre andre uforsørgede børn. Det er børneværnet, der har fået indberetningen om Maren.

Anmærkninger fra sædelighedspolitiet. Løsgængeri og vagabondering, og snart bliver Maren indkaldt til samtale med overlæge Wildenskov (Anders Heinrichsen).

Hun vil ikke svare på hans ret elementære spørgsmål. Hvad ugedagene hedder? Kan du tælle baglæns fra 20? Men i stedet for at forsøge at forstå hendes åbenlyse tavshed og trods, stempler han hende som lettere åndssvag og asocial. 

Forude venter Sprogø og den moderlige forstanderinde Frk. Nielsen (Lene Maria Christensen) og hendes nye værelseskammerat Sørine (Jessica Dinnage), og en hverdag fyldt med huslige gøremål, som på sigt skal gøre en samfundsudslusning som ”normal” kvinde mulig.

Kan jeg overhovedet som mand tillade mig at anmelde denne film? I disse overpolitisk korrekte tider, hvor krænkelsesparatheden sidder følsomt uden på tøjet og er parat til at blive aktiveret ved det mindste tegn på mandlig og dermed også på forhånd kønsdefineret kritik.

Jeg vover forsøget.

Undertrykkelsen, den velmenende venlige – sådan er reglerne – er beskrevet ganske minutiøst og desto mere deprimerende, og hvis du ikke følger den venlige formaning venter betænkningsrummet med tvangsfiksering forude.

Du er aldrig i tvivl om, at det kommer til at gå galt for den oprørske Maren, og det er måske et af filmens problemer. Hun virker på en måde lidt som et postulat, en drøm om, at der virkelig fandtes en så trodsig heltinde midt i dette patriarkalske samfund.

Hvor bæltefiksering, tvangssterilisering og bortadoptering af ”uægte” børn var en del af behandlingen af umoralsk eller på anden måde anstødelig kvindeadfærd. Især da hvis du som Maren er klar underklasse og arbejderske-

Skuespillet er godt og sikkert, selv om replikbehandlingen lejlighedsvis lyder som oplæsning af nyheder fra Statsradiofonien.

Emil Krøyer har ikke svært ved at spille den frigjorte trodsige oprører, mens Jessica Dinnage er den medløbende sladderduks, som angler efter forstanderindens velvilje og sympati i håb om selv at kunne slippe væk.

Lene Maria Christensen er den hvidkitlede, tilknappede forstanderinde og gør, hvad hun kan for at få et menneske ud af den rolle, men det bliver sine steder en kende stift. I rollen som den sikkert i manuskriptet dæmoniske, iskolde overlæge bliver Anders Henrichsen for fersk og skoledrengsagtig uden at overbevise.

Historien skrider frem, ikke speciel overraskende, med overtydelige scener – sine steder ganske tableauagtige som lærestykker. Alle scener med et tydeligt sigte, at få fremvist alle aspekter af den samfundsmæssigt autoriserede undertrykkelse.

Det kvindepolitiske budskab står klart, tydeligt skåret og fremlagt. Kvinden dengang skulle være lydig, dydig og tjenestevillig, og forstod du ikke det som kvinde, risikerede du ydmygelse og undertrykkelse, indtil du til sidst knækkede som menneske. 

Og skammen var en af måderne indirekte at styre og kontrollere på. Kvinder måtte ikke give udtryk for at have lyst.

Filmen tegner undertrykkelsen tydeligt og forstemmende – ingen tvivl om det. Så da det tiltrængte oprør folder sig ud, ånder du som tilskuer helt lettet ud.

Men tror vi på det længere fremme, da forstanderinden pludselig viser en kvindepolitisk korrekt side af sin kuldslåede karakter? Tror vi på hendes hemmelige kærlighedsforhold?

Det er en film. der har sine bevægende stunder – især Jessica Dinnage gør det godt, da hun får lov til at slippe ud af manuskriptets spændetrøje som forstanderindens duksepigen, men du sidder alligevel tilbage med fornemmelsen af at have været inde til et politisk lærestykke, hvor handling og skuespil ikke for alvor folder sig ud i nuanceret troværdighed.

Tror vi på historien? Vækker den for alvor følelser i os? Jeg kan tvivle.

Det er overhovedet ikke nogen dårlig film, godt og sikkert udført, et detaljeret lærestykke i kvindeundertrykkelse.

Alligevel mangler jeg følelser og levende mennesker i dens skildring af behandlersiden som udelukkende undertrykkende, kyniske paragraf-korrekte kapoer.

Men filmens titel "Ustyrlig" den er god. Og rammer kvindekønnets iboende kraft og deres situation i dagens DK. Hvilket filmen her jo også beviser!