Stakkels Seebach

Film - "Under stjernerne på himlen"

En banal og gribende skæbnefortælling om den danske popstjerne Tommy Seebach. En film, der ikke mindst overbeviser i kraft af Anders Matthesens kraftpræstation i rollen som Seebach.

Han rammer ganske enkelt sin karakters generte usikkerhed og manglende selvtillid; kombineret med en stædig musikalsk insisteren på at nå det optimale, når det gælder popmusik.

Et næsten manisk arbejdsslid, der efterlader familie, kone og børn underligt fortabte der på sidelinjen.

Filmen åbner i 1979, hvor det egentlig var Gitte Hænning, som skulle have sunget Tommy Seebachs første store hit ”Disco Tango”.

Men hun melder sygeramt afbud lige før det danske Grand Prix-show går i luften. Tommy dukker op med de sidste rettelser til arrangementet, og han bliver nærmest tvunget af Keld Heick til selv at synge nummeret.

- Der er ingen grund til at være urolig. Kim Larsen er med, og han vinder, beroliger Heick.

Men Seebach vandt, og så gik det ellers derud ad. Seebach havde vind i popsejlet i små 11 år. Men nu skriver vi 1990 og Mr. Melodi Grand Prix har udgivet et dobbeltalbum med 25 års produktion.

En slags afrunding og afsked, mener Keld Heick, der som tv-vært har Seebach i studiet. Men sådan ser Seebach det ikke. Her er ikke tale om et punktum. Han er jo musiker og vant til både at være populær og tjene godt på sine popmelodier.

Men er han brændt ud?

Familielivet kører derhjemme, hvor farmand Seebach prøver at få banket en ny god popmelodi ud af sit keyboard. Bajerafhængig og træt, mens konen Karen (Neel Rønholt) prøver at holde sammen på en almindelig hverdag.

Noget normalt. Også for børnenes skyld, storebroder Nicolai, mellemste Rasmus og den lille Marie.

Der bliver budt på glimrende skuespil. Caspar Phillipson er servil og åleglat i rollen som Keld Heick, mens Neel Rønholt er naturlig sød, bekymret og omsorgsfuld - den trofaste hustru.

Hun forstår sin mand bedre, end han forstår sig selv. De dæmoner han kæmper med og prøver holde på afstand med stadig flere tømte grønne flasker og små skarpe.

Men også børnebirollerne bliver spillet overbevisende og rørende, og på musiksiden bliver der gjort plads til vintage Seebach.

Ikke mindst det uventede comeback i 1993 med “Under stjernerne på himlen”. Skrevet som en slags vuggesang til datteren Marie med åbningslinjerne: ”Jeg sætter mig på kanten af din seng/og du ler til mig/verden svinder ind til ingenting/når jeg ser på dig”

At turde det banale, hjertegribende kan være stor kunst. Og det er på en måde også denne films styrke. At den tør det banale og hjertegribende.

Det kan godt være, at det her ikke er den fulde og sande historie om Seebachs storhed og fald og hans alkoholisme. Det har sikkert været meget værre, men det ødelægger ikke filmens histrorie,

Anders Matthesen i hovedrollen er martret hjælpeløs og uendelig elskelig i sine forsøg på at få tingene til at hænge sammen.

Både være familiefar og popstjerne, afhængig af folkets succes, og samtidig have svært ved at erkende at netop det: At være populær og kendt ikke blot rammer og ødelægger ham selv. Men også hans familie.

Der kæmper for at få ham ud af alkoholmisbruget.

Og så skal man da vist være støbt i jernbeton for ikke at blive bevæget, når filmen slutter af med vore dages popstjerne, Rasmus Seebach, der sammen med et medskrålende publikum løfter farmands hit helt op til stjernerne.

En film hvor misbruget går hånd i hånd i historien om en mand, en popmusiker, der tabte sit eget liv, da musikken ikke længere havde brug for ham.