Aktivist på voldeligt skråplan

Film - ”Und Morgen die ganze Welt”

Er vold tilladt som brugbart instrument i en politisk betændt situation?

Denne tyske film tager fat i spørgsmålet i den højaktuelle, historiske situation i Europa. Hvor vi igen oplever, at voldelige højreaktivister og nynazister få stadigt mere vind i sejlene.

Luisa, 20 år (Mala Emde) er startet på første del af jurastudiet i Mannheim og vil gerne flytte ind i besætterkollektivet P81, hvor veninden Batte (Luisa-Céline Gaffron) allerede bor og er aktiv. Både i kollektivet og i den politiske græsrodsbevægelse ”Antifa”.

Mod de nyfascister, der overfalder og terroriserer indvandrere, jøder og venstrefløj. Luisa bliver straks involveret, da hun søger optagelse i kollektivet, og deltager ganske uøvet i sin første fredelige moddemonstration.

Her bliver sammenstødet optrappet. Det går grueligt galt, og pludselig befinder Luisa sig i vild flugt fra en tatoveret sikkerhedsvagt, der vælter hende omkuld, maser hendes hoved ned og slår for at få fat i den mobil, hun har nuppet fra en nynazist.

Den mobil kommer til at spille en ganske stor og afgørende rolle i resten af familiens handling.

Filmen er ganske naturlig hverdagsagtig, realistisk i sin skildring af de unge bz-aktivister. Hovedrollen Mala Emde gør det glimrende som Luisa, datter fra det bedre borgerskab, som nu vil gøre en forskel. Febrilsk cigaretrygende, angst, usikker og i tvivl om, hvad der nu er rigtigt at gøre. For så impulsivt og spontant at skride til handling.

Og hun får hurtigt et godt øje til den sorthårede Alfa (Noah Saavedra), der er fortaler for optrapning af fysisk konfrontation og faktisk er skyld i overfaldet på Luisa. Sikkerhedsvagterne går nemlig amok, da de hjemmelavede ”molotovcocktails" fremstillet på Alfas initiativ - æg fyldt med rød maling - bliver kastet.

Noah Saavedra gør det også godt som eksplosiv, selvbevidst, småforkælet ung mand, mens hans bedste ven og Luisas, Lenor (Tonio Schneider) er den kompetente problemknuser, der i sidste ende tøver med at speede voldsspiralen op.

- Mennesker kan ændre sig. Det er vores udgangspunkt, ikke nazisternes, siger han.

Sine steder er historien lige vel skematisk og forudsigelig. En herlig bilscene med aktivisterne klædt borgerligt pænt på vej til nazimøde trækker dog op - også på smilet.

Det går fra slemt til værre og efterhånden rigtig dødsens alvorligt, efterhånden som Luisa får stadigt sværere med at finde ud af, hvad hun skal gøre? Hvad der er det rigtige? Mærket af frygt som hun er efter overfaldet, bevæger hun sig længere og længere ud i eksplosivt had. Stålsat og måske også klar til at gribe til våben.

Uenighederne mellem de unge aktivister er glimrede beskrevet. De heftige, ophedede diskussioner. Uden egentlig at finde en fælles linje. Og så en hurtig konklusion – og så gør vi sån og sån og flænser de nazistiske røvhullers bildæk.

Vegansk folkekøkken og ikke vold eller direkte voldelig modstand med efterfølgende adrenalinsus?

Hvad vælger du selv som ung? Det er godt skildret indefra. Lige som den tyske forbundsstat paragraf 129, der tillader total overvågning af statens fjender lige pludselig strammer skruen om vore anti-fascistiske venner.

En ældre aktivist, fængslet i fem år, Dietmar (Andreas Lust) bliver også en del af tre-kløverets kamp. Ganske besindig i sin kommentar om ”at I kan ikke smadre alle nazister”. Og om deres kamp og volden som løsning – ”at få enkle svar på en kompliceret verden – det er forførende”.

Så der er ikke nogen nemme løsninger. Heller ikke med vold. Og det kunne godt være filmens morale. Og så måske alligevel ikke.

Spændende, aktuel og i den grad en relevant film. Se den!