Skip to main content
Film

Langtrukken skattejagt

Film - ”Uncharted”

Du tager et mega-populært PlayStation-spil og forvandler det til en to timer lang filmet skattejagt.

Så må du da være sikker på at få en god og spændende actionfilm ud af det. Men nej. ”Uncharted” er rent ud sagt bygget over en spændings-algoritme, som humper rundt på krykker.

Den er ligesom proppet til randen med det hele, og ganske regnearksagtigt målretter den hele tiden handling, skuespil og plot, så det rammer flest mulig i målgruppen. Os der godt kan lide en god spændingshistorie, med tapre ”helte”, skønne eller svigefulde kvinder og med plads til slagsmål, tjubang og gode one-liners.

Men det virker ikke. Der går kalkuleret beregning i skidtet, og filmen mangler rent ud charme og gode replikker.

Bartender og lommetyv Nate (Tom Holland) møder en dag på jobbet skattejægeren Sully (Mark Wahlberg). Han ejer et verdenskort, der viser, hvor den spanske søfarer Magellan engang gemte en kæmpeguldskat.

Nates bror Sam kendte også til den skat, og snart danner Nate makkerpar med Sully. Også i håb om måske at genfinde sin forsvundne broder.

Den spanske rigmand Moncada (Antonio Banderas) vil også have fingrene i guldet. Og snart bliver de to plus Sullys tidligere partner Chloe (Sophia Ali) jagtet af den hensynsløse rigmands gorillaer plus hans tatoverede killer-woman Braddock (Tati Gabrielle).

Det er amerikansk mainstream, som du måske kunne bruge til at slå tiden ihjel med en søndag eftermiddag. Måske med slemme lørdags-tømmermænd. Du behøver nemlig ikke at være for frisk i hovedet for at følge med.

Det kører bare derudad med hemmelige, skjulte rum, du kan åbne med nøgler i form af kors, og så er Nate altid i stand til at finde en inskription og tyde den, så den endeløse, langtrukne skattejagt kan blive ved.

Skuespillerne er reduceret til rene tegneseriefigurer. Men andet regner de fleste vel heller ikke med, når de går ind og ser et videospil forvandlet til film.

Her er masser af små-atletisk fysisk udfoldelse, slagsmål og tumult, pakket ind i smart-kvikke bemærkninger. En del af dem falder til gulvet, for de mangler i enestående grad humor og vid, sådan som du kender det fra en vis agent 007.

Holland spiller køn-folde-ud-dreng med veltrimmet six-pack, og Wahlberg gammel foldeud mand – tjek lige hans overarme, når han giver den i hvid undertrøje. Sophia Ali er køn kalenderpige. Banderas er snu, skruppeløs spanioler. Og sådan kunne vi blive ved. Her er intet som overrasker, eller som vi ikke har set før.

Det må have kostet et halvt statsbudget at indspille filmen. For handlingen udspiller sig både i New York, Barcelona og på Filippinerne. Og her er ikke sparet på stunts og effekter, og den får ikke for lidt i det endelige slutopgør.

Der til gengæld også bliver så langstrakt, at du begynder at smågabe og kigge nervøst på tiden. Er de to timer ikke snart gået?

En opfølger bliver sikkert ikke til at undgå indikerer en tilføjet slutscene, men tag et råd herfra:

Se traileren – den tager knap 2.27 minutter - og så kan du spare penge på at købe en biografbillet.

Film

  • ”Uncharted”
  • USA, 2022
  • Instruktør: Ruben Fleischer
  • En time, 56 minutter.
  • Tilladt over 15 år.
  • Danmarkspremiere, bl.a. Aalborg, Hjørring, Frederikshavn og Thisted.
Arkiv