Kvinden, som udvandrede

Film - ”Udvandrerne”

Forfatteren Vilhelm Mobergs fire bind om de svenske emigranter, der udvandrede fra Sverige til Amerika i 1800-tallet, danner grundlag for denne genindspilning.

Over en million svenskere forlod dengang fædrelandet for at søge lykken på den anden side af Atlanten. Flygtede fra fattigdom og sult på de stenede jorder.

Men hvorfor egentlig genindspille historien, når der allerede foreligger en udmærket filmatisering fra 1971? Med Liv Ullman (Kristina) og Max von Sudow (Karl Oskar) og dengang nomineret til hele fem Oscars.

Jo, historien har fået et drej og bliver nu fortalt fra kvindens, altså Kristina’s perspektiv. Hun bliver spillet af Lisa Carlehed, mens rollen som bonden og ægtemanden Karl Oskar er lagt i hænderne på Gustaf Skarsgård.

Baggrunden for den lille families udvandring, mor og far og alt for mange børn, bliver hurtigt trukket op. Hvorfor leve et nøjsomt og slidsomt liv i et klassesamfund med sognefoged, fordømmende præst og luderen Ulrika (Tove Lo) placeret i bunden af samfundspyramiden.

Minnesota lokker jo med gratis jord, hvor du kan bryde nyt land. Men nu som din egen herre. Kristina protesterer først. Skal de virkelig forlade alle dem, de elsker? Men giver sig til sidst og følger sin Karl Oskar, der tror på en fremtid uden sult og armod.

Ombord på den tremastede skonnert med lus, rotter og kolera, der tynder ud i de svenske udvandrere stuvet tæt sammen under dæk.

Ombord er også den skinhellige præstefru Judit (Sofia Helin). Og hun udgør sammen med husmoder Kristina og horen Ulrika omdrejningspunktet i historien udvikling og ikke mindst i Kristinas personlige udvikling.

Kristina er nemlig troende, og når noget ondt rammer familien, er det Guds straf for at være hovmodig, så du må bøje dig og få dit liv på rettet op. Den fortælling kan Ulrika derimod med sine bitre livserfaringer ikke genkende eller bruge til noget.

Denne vaklen mellem tro på Gud og tro på egen handlekraft udgør et af de bærende elementer i skildringen af Kristinas følelse af afmagt og håbløshed ved at skulle slå rod i et fremmede og skræmmende land. Lisa Carlehed har hovedrollen som Kristina, og hun bærer den og filmen, og gør det udmærket.

Det er solid svensk underholdning, ganske tv-serieagtig, og de 148 minutter kunne sagtens kunne være delt op i tre afsnit.

Skildringen af Kristinas spirende opgør og frigørelse både fra mand og ikke mindst gudstroen, er fint skildret og tæller med på plussiden. Især i samspillet med den svenske popstjerne Tove Lo i rollen som Ulrika kommer der liv og glæde i oprørsk kvindefællesskab..

Historien er tegnet op med store brede malerstrøg. Skuespillet er solidt uden at være stjernebestrøet, og det bliver sine steder billedbogsagtigt kulørt i stil med Laura Wilders bogserie ”Det lille hus på Prærien”.

Kulørt film om at prøve at falde til i det ukendte skræmmende land. Om at være kvinde, der må bære så meget, sørge for hjemmet, omsorg og fødsler. Men blev hun også fri? Fik hun realiseret sig selv?

Underholdning på aften-tv-hygge-niveau uden, at nogen risikerer at få en småkage galt i halsen.