Den udslukte skuespiller

Film - ”Udenfor sæsonen”

Fransk amour på den sørgmodige klinge. Hvad nu hvis, jeg havde valgt hende, jeg var forelsket i dengang for 15 år siden?

Hvordan havde det hele så set ud?

Filmskuespiller Mathieu (Guillaume Canet) nærmer sig de 50. Succesrig, bosat i Paris med en smuk tv-værtinde, er han taget på kur ved kysten. Lettere depressiv har han booket sig et luksusophold med massage og algebehandling.

Han er så kendt, at da han booker sig ind på hotellet, må han stille op til den første af rigtig mange selfier.

Vi indkvarterer os sammen med ham på hotellet, som indretningsmæssigt er så sterilt og kønsløst, at du får en fornemmelse af at befinde dig i dødens forgård.

En trist lille melodi kører i baggrunden og følger hans dagligdag.

Med en kugleskør terapeut, der har sit eget hjemmelavede behandlingsprogram ”spirituel sport. Det er faktisk ganske morsomt at følge Mathieus kamp med kaffemaskine, massagemaskine og mobil samt forsøg på at læse håbløse manuskripter.

Sådan går den første halve time af filmen med Mathieus smådepressive fortabthed.

Men så får han uventet kontakt med sin gamle kæreste, Alice (Alba Rohrwacher), italiensk pianist, der nu har slået sig ned i den lille kystby. Gift med en fransk læge, der i øvrigt synes, at Mathieu er en rigtig dårlig skuespiller.

Hvad vi ved, men hvad Alice ikke ved, er at Mathieu ganske kujonagtigt er flygtet fra en teaterforestilling specielt skrevet til ham. Film er trygt, teater er en udfordring, og han er bange for at fejle.

På denne baggrund begynder de to tidligere elskende så at udforske hinandens liv. Gennem lavmælte, lange og undersøgende samtaler mellem de to får vi afdækket deres forhold. Som det var engang, og som han opfatter det i dag, mens hun har en helt andre erindringer.

Det er godt replikarbejde - på en gang præcist, dybt og tilpas glødende engageret.

Det ganske udmærkede kammerspil mellem de to bærer filmen, også selv om vi i lange stræk bliver kaste ud i lange kameraforløb uden ord. Blot de to i naturen.

Langsomt kommer de tættere og tættere på hinanden og tør afsløre deres inderste hemmeligheder og drømme.

Det er tyst, tyst drama. Om hans frygt for at fejle og hendes hemmeligholdelse af at hun stadig komponerer, men ikke tør folde det ud i offentlighed.

Som et underliggende lag kan du tolke filmen, som en analyse af hans ”overfladiske” filmsucces kontra hendes dybe og samtidigt amputerede engagement i at skabe – her musik.

Når hans tv-værtinde-hustru ganske uforstående lyttet til hans klage over at have svigtet instruktør og medspillere på teatret.

Det gælder om at komme videre med karrieren, og hvis nu du accepterer det der halvdårlige krimimanuskript, kan du jo bagefter overraske med en socialrealistisk komedie.

Det er film, der giver sig rigtig god tid. Møj, møj fransk, men også med et lille håb om, at den franske skuespilfrikadelle kan finde vej til sit eget mod igen.

Stærkt hjulpet på vej af sin fortids elskede Alice.