Den ulydige maler

”Tysktimen”

-Brugbare mennesker må bøje sig. Vi må få noget brugbart ud af dig.

Ordene falder til den unge Siggi (Levi Eisenblätter) umiddelbart, efter at hans far, landbetjenten Jens Ole Jepsen (Ulrich Noeten), har straffet ham med en ordentlig omgang klø.

Med bukserne nede om hælene har Siggi fået med spanskrøret, fordi han endnu en gang har været ulydig og været nede at besøge maleren, Max Ludvig Nansen (Tobias Moretti), løseligt skitseret over virkelighedens dansk-tyske Emil Nolde (1867-1956).

Betjent Jepsen har fået til opgave at sørge for, at maleren ikke overtræder det forbud mod at male, altså at skabe, som han gør først i filmen, stående midt i marsklandets flimrende lys.

Der er brev fra hovedstaden, altså fra det nazistiske styre. Hans billeder er ”entartet”, altså syge, og selv om Jens og Max er gamle venner og barndomskammerater, lægger politibetjent Jens ikke skjul på, at han vil sørge for at forbuddet bliver overholdt.

-Det har ikke noget med mig at gøre, forsvarer han sig. Men jeg bor tættest på og derfor er det naturligt, at det bliver mig.

Men se om det hjælper. Lige som virkelighedens Nolde bliver Max ved at male, og drengen Siggi følger opmærksomt dramaet. Den skjulte skaben, maleriet, som han har lovet at afsløre overfor sin far, men som han også er dybt fascineret af.

Splittet er han – drengen. For Max og hans tidligere operasangerinde Ditte er varme og levende mennesker. Interesseret i Siggi. Her har han et fristed i stærk kontrast til det kuldslåede, patriarkalske hjem, hvor far Jens regerer strengt og kontrollerende.

Det er fornem filmkunst det her. Billedsiden veksler ubesværet mellem bredformats panoreringer hen over marsklandet betagende natur. Mørke tordenskyer og flammende morgenrødme står i stærk kontrast til den lavloftede, klaustrofobiske stue derhjemme, hvor måltiderne bliver indtaget i knuget tavshed.

Regler og lov er til for at blive fulgt. For enhver pris, mener betjent Jens. Spillet stejl, principfast og nådesløs og sine steder direkte skræmmende af Ulrich Noeten.

I sin stadigt mere afsindige og grænseoverskridende jagt på det forbudte maleri overtræder han igen og igen almindelige anstændighed og menneskelighed.

Over for ham spiller Tobias Moretti kunstneren, der bliver ved med at male i det skjulte. Fordi han ikke kan lade være – det er hans opgave og mission her i livet. Først prøvende at finde en balance med ordensmagten. Senere stadig mere uforsonlig, efterhånden som Jens driver sig selv længere og længere ud i pligtvanviddet.

Samtidig med at du aner, at den indesluttede betjent, det autoritetstro menneske indvendig selv kæmper med egne dæmoner. Denne stædige klamren sig fast til regler, tradition og normer og pligt, som gør det umuligt for ham at blive et lykkeligt menneske.

Her er dramatiske scener, du ikke lige glemmer, og som stadig står dirrende, når du forlader biografmørket. Fødselsdagsfejringen af maler Max med hele sin anspændte atmosfære, vekslende mellem glæde og beklemthed, og midt i sangen postbuddet med meddelelsen om, at malerens sidste fem års produktion skal konfiskeres.

Men det er filmens unge hovedperson, Levi Eisenblätter, der igen og igen stjæler billedet. De glødende øjne han sender sin far, inden afstraffelsen, eller den uventede synkebevægelse han ikke kan styre, når han lyver for at beskytte andre.

Det er på den måde en film, der ikke bare handler om kunstnerens frihed til at udtrykke sig. Det er også et opgør med autoritetstro, menneskelig uforstand og regelrytteri. Siggi er splitter mellem sin to ”fædre” – de to rollemodeller som henholdsvis far og maleren er.

Her er ikke mange replikker. Skuespillet er tilbageholdt, afventende, for så pludselig at eksplodere i dramatiske optrin. Voldelige, grænseoverskridende og smertelige for alle.

Det er en film, som giver sig god tid, men som aldrig bliver uinteressant i sin skildring af mennesker fanget i et skæbnespil. Besk og bitter, men også ganske realistisk i sin skildring af et ordensmenneskes opløsning og forvandling til et uhyre.

Med konsekvenser for alle omkring ham og ikke bare for den ulydige maler.