Gammel kærlighed ruster aldrig

FILM: "Two of us"

Madeleine og Nina har været kærester i årtier. De er homoseksuelle, men de har ikke fået åbnet skabet endnu. Omverdenen ved intet. I stedet har de indrettet sig med to lejligheder dør og dør. De bor i den ene og bruger den anden som skalkeskjul for deres hemmelige kærlighedsliv.

Madeleine har børn af et tidligere ægteskab. Et brutalt og kærlighedsløst ægteskab, der dog har givet liv til to børn. Når de nu voksne børn kommer på besøg, trækker Nina - Madame Dorn som hun omtales - tilbage til sin egen lejlighed.

Og sådan har det virket i årevis.

De to kvinder vil dog gerne stikke af sammen. Bo sammen. Være sammen for evigt som et ægte par. Derfor forsøger de at stikke af fra Frankrig for at bosætte sig i Rom. Byen hvor de mødtes og blev forelsket for mange år tilbage.

Men Madeleine kan ikke få det sagt til de voksne børn...

"Two of us" er på mange måder en smuk og varm film. Det er på ingen måde en feel good-film, for parret løber ind i strabadserende mange forhindringer. Men grundtonen - tolerancen over for homoseksuelle - er fin og rar.

Blodproppen

Madeleine rammes af en blodprop i hjernen og mister førlighed og talens brug. Den første genvinder hun, det sidste er stadig et problem. Det er dog ikke noget, der begrænser kvindernes kærlighed til hinanden, men den sættes nu på en om muligt endnu større prøve, for omgivelserne mener bestemt ikke, at Nina skal passe Madeleine. Hun er jo blot en nabo. Hun er jo blot Madame Dorn.

Filmen er lidt lang i spyttet. Der er mange stille billedsekvenser, som nok er smukke, men som blot fylder. I starten af filmen ser vi to piger lege gemmeleg på en vej med store træer. Den ene piger gemmer sig bag et træ. Den anden begynder at lede. Hun leder også bag første piges træ, men hun er væk. Som i helt væk rent fysisk.

Det er i grunden en fin lille ouverture. For det er jo det, der sker i hovedhandlingen: At pludselig er Madeleine væk. Ikke fysisk. Men mentalt.

Formidable skuespillere

Martine Chevalier og Barbara Sukowa spiller formidabelt i rollerne som Madeleine og Nina. I starten er det Martine Chevalier, der er mest aktiv af de to, men da hun rammes af proppen i hjernen og mister talens brug er der kun øjnene tilbage til kommunikation. 

Umiddelbart efter at hun bliver ramt er øjnene tomme og udtryksløse. Men som hun genfinder store dele af sit helbred, så taler hun med øjnene. Det er fornemt, hvor meget hun kan udtrykke helt uden replikker. Vi fornemmer helt klart, at hjernen ikke fejler noget - andet end at talecentret er sat ud af brug.

Tyske Barbara Sukowa er lige så effektiv som partneren, der er sat ud af spillet. Hun må sætte gang i mange rænker, for at de kan få lov at være sammen. For der er mange, der betragter deres forhold som upassende. Og især Madeleines datter gør en ihærdig indsats for, at de to ældre damer ikke kan udleve deres kærlighed.

Fokus-skiftet

At filmen i starten har stor fokus på Madeleine og i slutningen på Nina er også et stærkt træk. Vi har nærmest to fortællere i hvert sit spor af filmen. Det er faktisk ganske elegant, at vi har en dominerende hovedperson, som så bliver afløst, da blodproppen sætter en stopper for hendes aktiviteter.

Filmens budskab er i grunden enkelt og smukt: Gammel kærlighed ruster aldrig. Og det er smukt at opleve den ubetingede kærlighed mellem de to.

Den franske titel er "Deux" - altså to. På dansk er det så blevet oversat til "Two of us". Og det er mig ubegribeligt, at man oversætter en fransk titel til engelsk på det danske marked. Jeg ved godt, at flertallet af alle filmtitler er på engelsk. Og at det faktisk også er bedre end de mange ubehjælpeligt og totalt dumme danske oversættelser, vi mødte i det sidste århundrede. Men når der er tale om en fransk film, så lad enten være med at oversætte. Eller forsøg at finde på noget dansk. Det andet er sgu for dumt.