Pengemagtens undertrykkelse

Film - “Triangle of Sadness”

Det er længe siden, at jeg har set en film, der så grusomt, ondt, både brutalt og raffineret flår civilisationens tynde fernis af mennesker. Og lader dem stå nøgne, rådvilde og umådeligt egoistiske.

I deres jagt på overlevelse, selvværd og ja - ganske enkelt mad og sikkerhed.

Topmodellen Yaya (Charubi Dean Kriek) kommer sammen med den mandlige topmodel Carl (Harris Dickinson), og de er så overlækre, tjekkede og selvoptagede, at det gør helt ondt at se på dem.

Det gør også ondt på Carl, at hun tjener væsentligt mere end ham. Men sådan er det i modeverdenen, hvor mandlige modeller kun får en tredjedel af hvad de kvindelige får. Og så ovenikøbet må finde sig massiv homoseksuel krænkelse.

Han vil gerne, at de sådan bliver rigtig frigjorte frie mennesker i deres parforhold. Han vil ikke have en trofækone. Men da restaurantregning på en bedre restaurant ender på bordet midt i mellem  dem, ignorer hun den. Så begynder et rigtig modbydeligt, pinligt privat skænderi.

Så er anslaget og tonen lige som givet i resten af filmen. Snart finder vi de to unge smukke mennesker ombord på en luksusyacht sammen med en flok stinkende rige milliardærer, der ikke synes, at penge er en usexet størrelse.

Den giver dem nemlig mulighed for at skalte og valte med medmennesket og kommandere hele besætningen til at hoppe i vandet, hvis det nu er lige det, som de synes er sjovt.

Ombord finder vi den russiske eller østeuropæiske gødningshandler Dimitri (Zlatko Burić) hans kone og hans elskerinde. Han er skånselsløst ærlig og ganske grænseoverskridende i sin omgang med medmennesket. Og bliver spillet ganske forrygende på en gang humoristisk, plat og dødsensfarlig af den dansk-kroatiske skuespiller.

I front for staben af tjenere, rengøringspersonale, kokke og sikkerhedsvagter finder vi Paula (Vicki Berlin), der igen og igen indprenter alle, at yachtgæsternes ord og ønsker skal adlydes, hvor urimelige de end måtte være. Hun gør det også glimrende som førstestewardesse, der forsøger at holde styr på det tiltagende kaos.

Her er også et sødt skruppelløst, britisk våbenhandlerpar, og så er der den totalt fordrukne kaptajn Thomas (Woody Harrelsen), som har spærret sig inde i sin kahyt med en overflod af klirrende flasker. På en gang latterlig og samtidig som skabsmarxist sat til sammen med Dimitri at citere både Lenin, Kennedy, Ronald Reagan og Marx og deres bud på kapitalismen, og hvad den gør ved os.

Det er en fuldstændig absurd og vanvittig verden, vi befinder os i. Hvor pengenes magt får lov til at herske - blot med et tyndt lag anstændighed smurt ud over den rå brutalitet, som de rige her får lov at udfolde.

Hjulpet smidigt på vej af den altid tjenstvillige besætning.

Fornemt filmet og fremragende spillet ændrer den ubekymrede tilværelse ganske karakter, da luksusskibet forliser.

Nu befinder de overlevende sig pludselig på en øde ø, og snart er hierarkiet og magtfordelingen vendt på hovedet. Den filippinske toiletpasser Abigail (Dolly de Leon) kan nemlig både fange blæksprutte og lave bål og snart er det hende, som bestemmer.

Det er et rent ud tredelt forrygende filmværk, der vender vrangen ud på både de traditionelle kønsmønstre og maskulint magthierarki. Hele tiden med fokus på hvorledes rigdom og pengemagt korrumperer menneskesjælen.

Men også ganske nøgternt og illusionsløst viser os, at en tilbagevenden til naturen, drømmen om fællesskabet med at ”yde efter evne, og nyde efter behov” hurtigt strander på den øde ø.

Det er ubønhørligt skildret og tåneglekrummede ubehageligt at se mennesker nedværdige sig selv for at få en pose saltstænger.

Det er ond, ond satire, og filmens pointe bliver banket på plads med bombastisk overdrivelse. ”Bourgeoisiet er nogle fede svin, jo federe de blir', jo mer’ er de til grin”

Jovist, men filmen retter også skytset mod den arbejdende underklasse og mener, at fællesskab og solidaritet, almindelig medmenneskelighed altid vil vige og tabe til det egoistiske menneske. Sådan et, som vi alle sammen har inden i os.

Det er en skånselsløs fremstilling af mennesket – dets dobbeltmoral og selvoptagethed svøbt i pengerigdommens fordummende kåbe. Og samtidigt sine steder hylende morsomt udleverende de rige uformåen og hjælpeløshed.