Chefredaktøren og hundjævlen

Film - ”Toves værelse”

Forfatteren Tove Ditlevsen og hendes liv med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen er omdrejningspunktet for denne både skræmmende og ædende onde skildring af et ægteskab.

- To, som elsker hinanden, siger de, mens de samtidig levet i et helvede af et ægteskab

Et ægteskab, der måske bygger på ligeværdig intellektuel status, men også med voldsomme konflikter, alt imens de to på skift og ganske veloplagt gør alt, hvad de kan for at såre, forulempe og knuse den anden.

Og det både hånende sarkastisk, fysisk voldeligt og ganske grænseoverskridende.

Filmen er ikke biografisk korrekt ned i mindste detalje, men det gør mindre. For sjældent har vi set, et ægteskabsdrama blive foldet så overbevisende ud på dansk film.

”Toves værelse” baserer sig på teaterstykket af samme navn, skrevet af dramatikeren Jakob Weiss. Et tæt og velkomponeret manuskript med replikker så skarpe som et spritnyt Gilette-barberblad.

Og filmens to hovedpersoner Tove (Paprika Steen) og Victor (Lars Brygmann) forløser det forrygende oplagt, ædende ondt og totalt hensynsløst, når de forsøger at få den anden ned med nakken. At få overtaget for enhver pris. Totalt hensynsløst.

Det er tidlig morgen i herskabslejligheden i stueetagen på HC Andersens Boulevard nr. 41, tæt på Rådhuspladsen, da filmen åbner. Et par rastløse fødder traver rundt på badeværelser, en cigaret bliver tændt, et par tomme øjne tilhørende Tove kigger ud på livet.

En tjekket jakkeklædt herre, chefredaktøren selv kommer ind, helt tydeligt en vældigt selvtilfreds vigtigper.

-Er det ikke i dag, du får gæster.

Vi skriver cirka 1963, hvor Tove Ditlevsen netop har udgivet novellesamlingen ”Den onde lykke” og jo Tove venter gæster. Nemlig forfatterne Thorkild Bjørnvig og Klaus Rifbjerg.

Men kun Rifbjerg dukker op til porsesnaps, fattigmandssild og kolde Hof. Bjørnvig ligger hjemme med tømmermænd, men Rifbjerg har gode sager med. Bøger og litteratur, han gerne vil diskutere med Tove.

Men nej. Forfatterinden er ikke oplagt til ord og snak.

- I dag drikker vi.

Chefredaktøren har trukket sig tilbage til sit private værelse, men snart bliver han involveret i frokosten. På Toves initiativ, og snart befinder Rifbjerg (Joachim Fjelstrup) sig som et mere eller mindre magtesløst fornuftsvæsen sammen med de to.

Der trækker harmonikaen helt ud i deres forsøg på at overgå og nedgøre den anden. Intet våben, ingen spydighed, ingen indiskretion bliver holdt tilbage – alt bliver brugt.

Langsomt og ganske ulideligt får vi afdækket ægteskabets usunde ligevægt. Hvordan Victor har fået Tove ud af sit stofmisbrug, hvor hendes tredje lægeægtemand behandlede hende med pethidin.

Hvorledes han selv rent intellektuelt føler sig hævet over stort set alle, samtidig med at han dagligt må ”nøjes” med at skriver sex-brevkasse i Ekstra Bladet. Ikke evner at skabe det, som han allermest drømmer om.

Han styrer hendes stofmisbrug og hendes indlæggelser, men er også misundelig på hendes forfatterskab. Føler at han har opfundet hende. Samtidig med at hun ikke længere kan skrive. Kun når hun er indlagt på psykiatrisk.

For hende er skriveprocessen - tænker man - både terapeutisk og forløsende. Ved at trænge ind til kernen også i sit eget liv som forfatter og kvinde, får hun energi til at komme videre.

Og den mulighed er hun nu afskåret fra. I kraft af både sit eget misbrug af narko og sprit, men også i kraft af sit ægteskab med Victor.

Der vil redde hende, men så kommer til at kede sig over hendes ”magtesløshed”. Hader hende, samtidig med at han til den til den lamslåede Rifbjerg proklamerer:

- Min eneste opgave. Det er at forløse hende.

Men det kan han ikke i den uløselige knude af kampen om magt og overtag, hævn, overgreb og misbrug, som deres ægteskab har forvandlet sig til.

De er to om den brutale og hensynsløse leg. I et ægteskab, som de til deres dødsdag hævdede var båret af grænseløs kærlighed. Et stormfuldt ægteskab med skænderier og sidespring, men også med passion og ligeværd.

Både når det gjaldt litteratur, sarkastisk vid og alkoholmisbrug. Selv om du indvendig ikke kan lade være med at tænke:

- Så forlad ham dog, det sexistiske grænseoverskridende svin!

Det er filmkunst på den store klinge, hvor Steen og Brygmann spiller sig helt ud, der hvor ingen næsten kan bunde. I smerte, hån og forkvaklet kærlighed.