Mumiernes mor Tove

FILM: "Tove"

Der blev talt om, at Tove Jansson burde have Nobelprisen i litteratur.

Men det, hun skabte, var Mumitrolden og hele universet omkring Mumidalen. Det er jo for børn. Det er slet ikke seriøst. Og det er slet ikke fin, litterær kvalitet, hvis man spørge Det svenske Akademi, som uddeler prisen.

Det ændrer ikke ved det faktum, at Mumidalen og dens beboere faktisk er lige så et komplekst univers som Ringenes Herre.

Denne film handler om Tove Jansson og hendes unge liv. Vi følger hende fra 1944 og en lille halv snes år frem i et Helsingfors, der er ødelagt af krig.

Vi ser også, hvad der skaber hende som kunstner.

Vi ser hendes far, den berømte billedhugger Viktor Jansson. Tove ser op til far. Han ser ned på hende.

Han mener, hun er en elendig kunstner. Det er det, der kommer ud af munden på ham. Han vil ikke i levende live indrømme sin fascination af datterens værk.

Det er med andre ord svært at være ung, kvindelig kunstner dengang. Derfor lever unge Tove da også et ganske simpelt og fattigt liv.

Hun elsker to personer: Den socialistiske parlamentariker Atos Wirtanen. Og teaterinstruktøren Vivica Bandler. Sidstnævnte er en kvinde. Og da hun fortæller sin mandlige opvarter om forholdet til en kvinde, tilføjer hun: 

- Jeg elsker kun én mand. Det er dig. Og jeg elsker kun én kvinde.

Vivica får stor indflydelse på Tove Janssons liv. For det er hende, der for alvor ser potentialet i Mumi-universet. Mumi er nemlig noget, der forhindrer Tove i at arbejde som kunstner. Hun bliver konstant forstyrret af Mumitrolden. Men Vivica sætter det i gang.

Resten er ren historie, ren magi og et langt liv som feteret forfatter, illustrator og maler.

"Tove" er en fin og rar historie, og Tove Janssons liv kan sagtens tåle at blive filmatiseret.

Det er på ingen måde en action-film, men det er et fyldigt portræt.

Det betyder også, at det er en beretning, der ikke byder på farlig og højstemt dramatik. Det er jo på mange måder bare et ganske almindeligt liv, hun lever.

Altså bortset fra attraktionen ved andre kvinder, som jo bestemt ikke var noget, man talte om dengang.

tskab med det en enkelt gang - og da der det ikke rettet mod Tove, men mod Vivica.

Den fine fortælling om at være homoseksuel dengang kaster også et godt råd af sig. Det kommer fra Vivica: Gift dig!

Det er med til at holde facaden. Og så kan man boltre sig seksuelt til anden side, uden at det bliver for påfaldende. 

Alma Pöysti spiller titel-rollen. Det gør hun med glans. Og det er påfaldende, så godt hun ligner virkelighedens Tove Jansson. Men hun fylder også rollen godt ud. På en gang med en fandenivoldskhed, som hører ungdommen til, og samtidig håbløst klarsynet, når det kommer til at vurdere, om hun kan blive en god billedkunstner.

Men det er scenerne med Vivica - lige så fint spillet af Krista Kosonen - at det slår gnister. Både når begæret står i lys lue. Men også når Vivica igen-igen svigter til fordel for en anden model. Det slider voldsomt på Tove, at Vivica er så troløs. Hun er nemlig alene drevet af begær - ikke af kærlighed. Det spil er vanvittig spændende.

Dette er hverken  action eller Hollywood, og man kan sagtens skildre sådan et liv uden at konflikterne køres op i det røde felt.

Lige her mestrer Alma Pöysti det stille skuespil, så det bliver ganske troværdigt. Selv når kærligheden gør ondt.

Mumi-universet fylder hos de fleste. Både forældre og børn kender det. Og ja: Vi elsker det. Vi elsker de komplekse figurer, vi elsker, at man kan fortælle for børn på så positiv en måde, men altid med melankolien lurende bagved.

Det er noget, der bringer store følelser i spil hos såvel børn som voksne, fordi livet både byder på medvind og modvind. Men uden at det bliver alt for farligt.

Lige der var Tove Jansson forud for sin tid. Hun skabte en verden, som resten af verden nødigt vil undvære. Og som stadig lever i bedste velgående her 70 år senere.

Derfor er det dejligt at få denne film, der fortæller, hvad der skabte den rigtige Mumimor.