Brandmandens ”søn”

Film -”Titane”

Den her – eller det her er noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har set på film. Og samtidig er det fornemt, stilistisk fotograferet og instrueret, så du bliver kastet ind i en syret, uvirkelig verden.

- Kan man elske med en Cadillac?

Danserinde Alexia (Agathe Roussel) kan og gør det hæmningsløst i en scene, hvor der går orgasmeagtige rystelser gennem både hende og bilen. I øvrigt kom hun som ung og uartig pige på bagsædet alvorligt til skade i et biluheld, da hun sparkede far siddende bag rattet.

Men overlevede med en titanium-plade indopereret i hovedet. Nu tjener hun til dagen og vejen ved at slange sig seksuelt på udstillede luksusbiler, slikke dem, eller hidse sig selv og publikum med kneppelignende bevægelser på køleren.

Der er noget helt galt med Alexia, og hvis du er i tvivl, om hendes totale og skræmmende forhold til omverden og dens mennesker, får du snart lært, hvad hun kan bruge en hårpind til.

Snart er hun på flugt, udråbt som seriemorder, men skifter identitet til Adrien, en dreng, som for år forsvandt på mystik vis fra sine forældre. Far hedder Vincent (Vincent Lindon), og han tager uden forbehold imod den savnede søn.

Den kvindelige hovedrolle, modellen Agathe Roussels forvandling på et handicaptoilet, med stram indbinding af brysterne, selvskade på kanten af håndvask med videre, er en af den slags scener, der kan få det til at vende sig i én.

Far Vincent er i øvrigt brandchef og snart bliver den genfundne søn indrullet som medlem af det blå brandkorps. Og hvis nogen stiller spørgsmål til, hvem ”sønnen” egentlig er, får de klar besked om at holde mund. – Du vil altid være min søn, lyder det.

Det er film fuld af vold, smerte, mord, kropsvæsker, motorolie og med en handling, du ikke har den fjerneste chance for at forudse. Ganske som musiksiden veksler mellem skramlet 30-er blues, techno-rave og munkesang. Rå, brutal, frastødende og samtidig uendelig fascinerende filmkunst.

Alle grænser for, hvad man kan og må på film, bliver overtrådt og krænket, og når den overtatoverede Alexia myrder sker det impulsivt, rodet og meget, meget voldeligt a la Tarantinos voldsorgier.

Midt i det hele opstår det særeste, forhold mellem ”sønnen” og den overmaskuline, steroidsprøjtende Vincent – spillet overbevisende knudemandsagtigt og samtidig uendelig ømt af en af fransk films mest maskuline mænd, Vincent Lindon.

Nyd eksempelvis scenen hvor han hengiver sig til dansens umiddelbare livsglæde i en smukt koreograferet scene på brandstationen – dansende mænd i fællesskab, cigaretrygende, nogle med bar overkrop i total hengivelse.

Langsomt lærer de to, Vincent og Adrien/Alexia at acceptere hinanden. Hun er forskræmt, har et forskruet traumatiserede forhold til verden, altid på flugt og klar til at gå til yderligheder, hvis nogen kommer for tæt på.

Sat op mod hans arbejde med at redde menneskeliv, når det gælder. Hvad filmen handler om? Egentlig ved jeg det ikke helt klart, men et bud kunne være …

Traumatiske barneoplevelser, fortielser og fraværet af forældreomsorg har sendt vor kvindelige hovedperson ud et sted, hvor livet er gået i total hårdknude. Hvor der ikke er nogen kontakt eller forbindelse til andre.

Og så lykkes det alligevel på en måde at få hende bragt videre, tættere på at blive lykkelig – måske bare et øjeblik. Og Agathe Roussel spiller rollen iskold fjern, lukket inde i sin egen verden af smerte og afsavn. Uden mulighed for at tage imod eller føle kærlighed.

Det er en skræmmende, kuldslået film af vor moderne verden, hvor normer, køn og identitet er i opløsning.

Fuld af groteske, fabulerende scener, der indimellem skrider ud i gru og horror.

Så du må vende blikket væk et kort øjeblik, for så alligevel igen at vende øjet mod det store filmlærred.  

En film, du ikke lige ryster af dig. Måske aldrig.