Meget langt billeddigt om Thy

FILM: "Thyland"

Også i år er dokumentarfilm-festivalen CPH Pix digital. I dag - fredag 23. april - er der verdenspremiere på filmen "Thyland".

Men man må spørge: Er det en dokumentarfilm?

Jeg synes det ikke. Set med mine øjne er det mere et billeddigt.

Men først og fremmest er det meget thysk. Talen er hele vejen igennem på thymål, og skulle man have svært ved at forstå, hvad der bliver sagt, så er filmen tekstet hele vejen igennem.

På engelsk!

På et område lykkes filmen over alt forventning: Den skildrer Thy - dens natur og mennesker - som de er.

En stemning a la Thy

Altså ikke som  i en  realistisk skildring. Men den giver fornemmelsen af Thy.

Først og fremmest skildres naturen, så man aldrig er i tvivl om, hvor man er: Her er vindblæst. Her er øde. Her er goldt. Her er hav.

Og så er der den messende stemme gennem hele filmen. Også den er ganske thysk. Naturligvis. Lidt drævende. Lidt underforstået. Meget underspillet. Og hele tiden med forventningen om, at der snart kommer en forløsning. En forklaring.

Den udebliver altså.

Tro eller overtro?

Skal man forsøge at forklare filmen, så skildrer den tro og overtro. Men når man får begge dele, hvad skal man så tro?

Vi møder et Gudfrygtigt folk. De passer deres kirke, deres missionshuse, deres salmer og deres bønner.

Men så hører vi hele tiden fortællingen om Elle-folket. Om strejferen. Og om andre overnaturlige væsner fra undergrunden.

I dette krydsfelt skal man så forsøge at skabe en mening med det hele.

Det er ikke nemt. For at sige det mildt. Der er mange ting, der gør oplevelsen af denne film ganske svær.

Mørke billeder

Billederne er sine steder ganske mørke. Det kan gå, hvis man ser filmen i en biograf. Men i det digitalt univers, hvor filmen skal ses derhjemme ved enten den store fladskærm eller den mindre pc - eller oh gru: På en telefon - så lykkes det ikke.

Personligt slukkede jeg for lyset i stuen, da jeg så filmen. Det hjalp.

Jeg finder heller ikke nogen sammenhæng mellem det talte ord og billedsiden. Jeg forstår såmænd nok teksten, men jeg kan ikke se, hvad den har at gøre med de billeder, jeg ser. Andre billeder kunne have været valgt, og oplevelsen ville have været den samme.

I mange af billederne er menneskene ude af fokus. Eller de opleves bagfra. Hvorfor skal menneskene kun opleves som fragmenter. Som knap nok eksisterende. Meget havde hjulpet, hvis vi havde fået nogle af disse stoute, slidte ansigter præsenteret. For i de få glimt, vi får, kan vi se, at det er mennesker, der har oplevet livet.

Et skib uden ror

Der er billedsekvenser, der lægger op til forventninger, som i en normal fortælling vil give en forløsning. Her fortsætter det bare som et skib uden ror.

Og så er billedsiden alt, alt for lang.

Igen: I en biograf var det - måske - lykkedes. Men ved skærmen derhjemme, så er det lange 70 minutter at skulle igennem.

Fortælleren slutter med at sige, at Thy er de rastløses land.

Den tror vi på.

Men man bliver altså lidt rastløs af at se denne film.