Modgang på surrealistisk finsk

Film - ”The Woodcutters Story”

Den her film er noget af det særeste længe set.

På en gang poetisk, surrealistisk uvirkelig og samtidig knastør humoristisk i sin skildring af skovhuggeren Pepe’s (Jarkko Lahti) liv, hvor den ene ulykke efter den anden regner ned over hans stakkels pelshueklædte hoved.

Pepe lever ellers et lykkeligt skovhuggerliv deroppe i det allernordligste Finland, hvor det siger pling, når en spytklat rammer jorden. Hvis den da ikke er dækket af knæhøj puder sne. Så siger det ikke pling, så kan du bare høre det frostknitre i den flyvende spytklat.

Hans bedste ven Tuomas (HP Björkman) arbejder også på savværket og hylder ham med et hjemmelavet digt, da han en aften ganske uventet bliver fødselsdagsfejret med et surpriseparty på lillebyens lokale beverding.

Så får Peppes søn Little Tuomas (Iivo Tuuri) lov at slå på klokken, for Pepe gi’r omgang til hele værtshuset.

Tiden går udover sliddet med tømret med kortspil, aftensmad på bakke med mælk til foran tv, og lidt isfiskeri med sønnen. Mens konen fnisende læser Freud i dobbeltsengen ved Pepes side.

Men så begynder ulykkerne at regne ned over den stakkels Pepe. Savværket må lukke, men i stedet er der måske mulighed for at få arbejde i minedriften. Men det stopper ikke her.

Både Pepe og Tuomas mistænker deres respektive hustruer for at være dem utro. De to koner er lidt for ofte og lidt for længe på besøg hos den veludrustede frisør. Men den problematik bliver såmænd også løst.

Det er en sær uvirkelig og samtidig højst genkendelig verden, vi bliver inviteret på besøg i. Alt er supervirkeligt, nærmest overvirkeligt – scenerne har form som rene tableauer - et cigaretoverfyldt askebæger, en tom vodkaflaske og et billedblad ovenpå køleskabet. Klart at Pepes mor må dø før tid.

Samtidig er dialogerne sært kortfattede, men samtidigt båret af en søgen efter mening med det hele. Du ved: - Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen?

Samtidig bliver denne tilsyneladende spirituelle søgen igen og igen punkteret af knastør, kulsort komik. Lige-ud-ad-landevejen humor får nemlig hele tiden lov at farve og perspektivere den hjemsøgte Pepe’s genvordigheder.

Han bliver spillet blank og glad, urokkelig og rolig af Jarkko Lahti, mens han tumler rundt uden rigtig at kunne stille noget op. Nærmest altid iført sit røde termotøj. Hjælpeløs bamse på livets glatis.

Da sønnen får kærlighedsproblemer og forsøger at løse dem ved at tilslutte sig den synske sanger Jaakko’s (Marc Gassot) menighed, følger Pepe dog efter til vækkelsesmødet. Men det går rigtig galt – ikke bare for Peppe, men også for sønnen.

Kærlighed og muligheden for at tro på noget er et gennemgående tema i filmen. Men Pepe tror ikke. Ingen omkring ham tror. De lever bare videre. Uanset næsten hvilke urimeligheder, der så end overgår dem.

Og så er der alt det mystiske overnaturlige, som dukker op i filmens ”hverdagsrealistiske” univers – det store, sorte pelshårede hundemonster, den svævende lysende kugle i minearbejdernes kantine eller den brændende bil kørende tilsyneladende uden fører der midt i den snedækkede skov …

Det er mageløst fotograferet i 35 mm. I bjergtagende cinemascope og med en dybdeskarphed, der kan få det til at svimle for én. Med mellemlange og lange skud, men også med nærbilleder – især rigtig mange hen mod slutningen af filmen.

I filmens sidste slutscener oplever vi Pepe udmattet og blodig såret klatre til fjeldets top, træde indenfor i hytten – nærmest som efter at være blevet renset i skærsilden – og blive genforenet med alle dem, som han har mistet.

En slags genoptagelse af livet som det var, før ulykkerne regnede ned over hans hoved som hos Job i Det Gamle Testamente.

Giver det mening? Er der en mening med livet? Udover at holde ud med optimisme og tro på medmenneskets vilje til godhed.

Jeg ved det ikke, du ved det ikke, filmen ved det ikke – men den giver dig noget at tænke over.

Det lover jeg – plus et par overgivne gode grin.