Sangen, hun ikke måtte synge

Film - ”The United States vs Billie Holiday”

Billie Holiday (1915-1959) er en af jazzens virkelig store sangerinder. Der både kunne synge med pigelig sødme og livsappetit, men også med bittersød, desillusioneret tone.

Omhyggelig med udtalen af hver eneste stavelse i et ord, når hun sang. Med sine intense og indlevede fortolkninger forvandlede hun banale døgnmelodier til stor kunst.

Og så var der ”Strange Fruit”, den kontroversielle anti-lynch sang, skrevet af jødisk-amerikanske Abel Meeropols. Først fremført som protestsang, siden overtaget af Holiday.

Netop den sang er ikke så lidt af denne films sande omdrejningspunkt. Fordi den igen og igen bringer vor sangerinde – spillet og sunget af Andra Day – i konflikt med myndigheder, manager og ægtemænd, når hun synger den.

Filmen åbner i maj 1957. Billie Holiday er gæst på et radioprogram, og værten spørger undrende, hvorfor hun dog bliver ved med at synge den forfærdelige sang.

- Har du nogensinde overværet en lynchning, lyder det fra sangerinden.

Og så kigger vi tilbage og følger sangerinden fra dengang, hun var på toppen. 10 år tidligere. Med elegante rober, tjenestefolk og omgivet af hunde, som får restaurantmad serveret på tallerken.

Og samtidigt accelerer hendes heroinmisbrug, mens FBI lurer i kulissen og leder efter en mulighed for at få hende dømt. Ikke fordi hun tager stoffer, men fordi hun synger ”Strange Fruit”

“Southern trees bear a strange fruit, blood on the leaves and blood at the root”

Det er simpelthen samfundsundergravende virksomhed at sætte fokus på racediskrimination og undertrykkelse, og filmen sætter lighedstegn mellem at kæmpe for borgerrettigheder og synge ”Strange Fruit”.

Det er film, hvor der ikke er sparet på noget, når det gælder kostumer, rekvisitter, tøj, samtidige avisudklip og datidige interiører. En gang imellem slår den over i sort-hvide billedframes for at illustrere autencitet, når en skummel natklub bliver stormet.

Historien bliver fortalt gennem interviews, voldsomme opgør, både følelsesmæssigt og fysisk, med sangerindens diverse giftige mænd. De fleste opfører sig som voldelige alfonser. Og så er der alle de storladne, smukt koreograferede musikoptrin med Lady Day, som hendes kælenavn lød, i front for sødt swingende musikere.

I hovedrollen gør Andra Day det glimrende. Magter både at skildre sangerindens stofafhængige svingende humør, hendes usikkerhed og i tilbageblik hendes fattige opvækst med overgreb og prostitution, inden hun som 14-årig begyndte at synge i Harlems små klubber.

Det er flot filmet, og næsten så du må knibe dig selv i armen. Var det virkelig så storslået at være på sprøjten? Og var FBI virkelig i den grad på nakken af hende hele tiden?

Medvirkende til denne skepsis er også den indlagte kærlighedshistorie mellem vor borgerrettighedsheltinde og FBI-agent Jimmy Fletcher (Trevante Rhodes) med en muskuløs six-pack, som du kunne spille xylofonmusik på med trækøller.

Rhodes spiller ham pænt smilende, føjelig og egentlig inderlig utroværdig. Ville en FBI-agent virkelig blive så meget fedtet ind i Holidays liv og hendes slæng af cool cats og jazzmusikere?

En kærlighedshistorie, som er mere spekulativ tyndbenet end dokumentarisk sandsynlig. Og egentlig overflødig i forhold til den faktiske livshistorie, hvor Holiday første gang blev fængslet i et år og en dag.

Dømt for narkotikamisbrug i retten, hvor hun selv troede, at hun ville få en behandlingsdom på et hospital.

Det bliver et portræt og et billede tegnet med højdramatiske tykke streger, og det går udover troværdigheden.

Filmen kunne sagtens være klippet kortere og skarpere, og dermed knap så overtydeligt. Hvor hver pointe om overgreb – det være sig fra mænd eller stat – bliver skåret ud i bastante budskaber..

Men nyd musikken og sangene – numre som ”All of Me”, ”God Bless The Child”, ”Solitude” og selvfølgelig ”Strange Fruit”.