Døden som venindetjeneste

Film - ”The Room Next Door”

Hvad ville du gøre, hvis du vidste, at du skulle dø af kræft?

Det er kernen i denne på en gang afdæmpede og samtidigt velsmurte, nærmest glansbillede-agtige skildring af to veninder, der lidt tilfældigt mødes efter ikke at have set hinanden i årevis.

Forfatteren Ingrid ((Julianne Moore) er i gang med at signere sin nyeste bog, da en bogkunde fortæller hende, at hendes veninde, krigskorrespondenten Martha (Tilda Swinton) er hospitalsindlagt med kræft.

Ingrid opsøger hende, og snart er den fortrolige og tætte snak i gang. Martha var faktisk ”klar til at forlade festen”, da hun fik at vide, at hun havde livmoderhalskræft i tredje stadie.

Men hun tog så alligevel mod en ny alternativ, medicinsk behandling, der synes at udvirke mirakler. Det gør den så alligevel ikke, og Martha beder så sin gamle veninde, om noget, som de fleste vil sige nej til …

Vil du ikke være ved mig, i værelset ved siden af, når jeg tager den dødspille, som jeg har fundet og købt på det mørke internet?

Det er den spanske instruktørs, Pedro Almodóvar, 75 år, første film optaget i USA, men det er ikke svært at genkende hans på en gang melodramatiske, enkle men også gribende filmsprog.

Hele anslaget – de første åbningsscener, hvor vi får de to hovedpersoner, Ingrid og Marthe, introduceret, og filmens kerneplot præsenteret så det kunne stå på siden af en almindelig tændstikæske – er elegant effektivt.

Skuespillerne er valgt fra den absolutte tophylde. Den høje, tynde Tilda Swinton spiller intenst og samtidigt skrøbeligt svækket som journalisten, der var mere optaget af at dække verdens krige end at tage sig af sin egen datter, Michelle.

Hun har ikke tid til småsnak og ligegyldigheder her i nærheden af døden.

På samme måde er Julianne More god som den lyttende og forstående veninde, der samtidigt har rigtig svært ved at få plads til sig selv i forhold til den dødsmærkede Martha.

Filminstruktør Almodóvar skal have ros for også at visse bagsiden af de to veninders tilsyneladende tætte forhold.

- Forestil dig, at vi er på ferie, siger Martha.

Da de to rykker ind i et topmoderne hus, beliggende i skovene nord for New York. Det er virkelig dødshjælp på første klasse uden mangel på friskpresset juice og smukt faldende sne udenfor.

Men selv om Martha insisterer på, at Ingrid er gæst og ikke oppasser eller plejer, skrider deres forhold alligevel. Martha vil nemlig have sin vilje og selv bestemme, hvornår hun skal dø.

Urimelig, selvcentret og manipulerende tager hun i virkeligheden ikke særlig meget hensyn til sin gamle veninde.

Samtidig med at Almodóvar undersøger dødshjælp, bliver der også tid til at namedroppe de store kunstnere, forfattere, malere, filminstruktører og andet godtfolk, som han er en beundrer af.

Her bliver også diskuteret sex, krig, maleri, film og klimaforandring, men ikke på en måde, der forhindrer den mindre intellektuelt bevandrede i at følge med i filmens bærende historie.

Den irske forfatter James Joyce og hans afsluttende linjer i novellen ”De Døde” bliver citeret – flere gange – også som et slags afsluttende credo.

Det er en tyst og sine steder gribende film. Især i kraft af de to stjerneskuespilleres spil, men det er også en film, der irriterer som en vildfaren myg i soveværelset. Hvad er det egentlig, den vil …

Vi skal alle dø, og det kan jo godt gøre én en kende fortvivlet.

Men skal vi selv have lov til at bestemme hvornår?

Hvis ja, så vil jeg da også frygtelig gerne gøre det ved mine fulde fem, omgivet af skønhed, en forstående ven, luksus og uden særlige smerter …

Det er en film, der ligesom holder dødshjælpen lidt for langt væk fra hjertet og ud i strakt arm. Svøbt i smukt skuespil, men også en kende for uproblematisk bliver det.

Også selv om efterspillet har plads til forsonende plaster.