Underholdende filmgrin

Film - ”The Phoenician Scheme”

Den cigarrygende ærkekapitalist Zsa-zsa Korda (Benicio del Toro) har en skruppelløs plan, der vil gøre ham og hans familie styrtende rige.

Han vil udvikle et velfungerende, ”underudviklet” land, en slags egyptisk lignende Fønikien, mod at få 5 procent af det totale udbytte i de næste små 150 år.

Desværre for Korda er USA’s regering på sporet af hans plan og vil gøre alt for at forhindre den, inklusive at pille ved de såkaldte frie markedsmekanismer.

Udnyttelsesplanen er gemt i detaljer et passende antal skoæsker, som Korda præsenterer for sin datter, nonnen Liesl (Mia Threapleton), som han nu vil gøre til enearving. Selv om han har ikke mindre end 9 sønner!

Markedsmanipulationer truer dog snart med at gøre Korda personligt konkurs, og han tvinges nu ud på en kombineret fly- og tiggerrejse til sine medsvorne samarbejdspartnere for at redde sit udnyttelsesprojekt. Der både opererer med faktorer som slavearbejde og udnyttelse af hungersnød.

Med på rejsen kommer også den ”norske” insektlærer Bjørn (Michael Cera), der snart bliver forfremmet og såmænd heller ikke er uimodtagelig for den vænne nonnes kyske skønhed.

Sig goddag til instruktøren Wes Andersons nyeste filmværk, ”The Phoenician Scheme”, hvor vi bliver budt indenfor i et omhyggeligt rekonstrueret, men uvirkeligt 30-er univers.

Det er på en måde klassisk Anderson-film, sådan som vi er vant til, og sådan som han forfinede den og bragede igennem med ”The Grand Budapest Hotel” (2014).

Her er meget at glæde sig over, men forventer du en svidende samfundskritik af skruppelløs kapitalisme, er det ikke denne film, du skal købe billet til. Skønt det ikke er svært at trække sammenligninger til nutidens virkelighed med handels- og toldkrig.

Sådan er det selvfølgelig muligt at tolke filmen, men Anderson bruger som sædvanlig lige så meget tid på at skabe vidunderlige, scenografisk gennemførte tableauer, hvor filmens hovedpersoner får lov til at folde sig ud.

For eksempel en nærmest balletagtig scene, filmet ovenfra, hvor den kvæstede Korda sidder cigarrygende og spisende i badekarret, mens ikke mindre end fem sygeplejersker sværmer omkring ham for at passe og pleje ham.

Her er ikke sparet på rekvisitter, interiør, tøj, og hvad der nu ellers skal til for at lave disse nærmest åbne dukkehus-scener, som er Andersons signaturmærke. Ovenikøbet tilføjet tidssvarende musik spændende fra Stravinsky til Glenn Miller.

Replikkerne er elegant og rappe, men kommer på en måde også i vejen for den påstående kærlighed, der vokser frem mellem papa Korda og hans religiøse datter.

Som sædvanlig hos Anderson er filmen spækket med stjerneskuespillere, placeret i diverse biroller, her i blandt Riz Ahmed, Tom Hanks, Scarlett Johansson, Bryan Cranston og Benedict Cumberbatch.

Skuespillet er ganske udtryksløst, nærmest karikeret tegneserieagtigt, dead pan-agtigt.

Det er billedside og replikker, der skal holde os på sporet i denne stadigt mere rablende fortælling. Mens uventet venskab og menneskelighed begynder at spire mellem vores trekløver, far, datter og insektelskeren Bjørn.

Det er de små detaljer og de rappe replikker, som er det bedste ved denne film. Forløsende smågrin, mens selve hovedhistorien om brutal og hensynsløs udnyttelse ligesom drukner i alle de konstruerede raffinementer.

Hvor sjove de end kan være.

Selvfølgelig skal der mere til for hyle en klasseskuespiller som Benicio del Toro ud af den, ligesom den debuterende Mia Threapleton også gør det glimrende.

Filmens religiøse aspekt om tilgivelse, forsoning og menneskekærlighed drukner ligesom i al den fingerfærdige kunstighed – og i virkeligheden er det måske netop her, filmen egentlig har mest på hjerte.

Men er du til Anderssons særegne, unikke stil er dette også ugens bedste bud på et eftertænksomt, underholdende filmgrin.