Dette er Janteloven gange 1000

FILM: ”The painted bird”

Det er 55 år siden, den polske forfatter Jerzy Kosinski udgav romanen ”Den bemalede fugl”. Og med den fik han internationalt gennembrud. Romanen var dog forbudt i hjemlandet indtil murens fald. Men da han udgav den, havde han for længst bosat sig i Amerika og levede et liv i stor rigdom. Rigdom baseret på såvel bogsalg som et virkeligt lukrativt giftermål.

”Den bemalede fugl” foregår i Østeuropa et sted under anden verdenskrig. Hovedpersonen er en fortabt dreng. Uden navn. Stort set uden tale. Han bliver passet af sin tante i et bondehus langt, langt ude på landet. Han er jøde. Og en morgen er tante død.

Herfra bevæger drengen sig ud på en lang rejse gennem et fattigt land. Her hærger overtro, fordomme og vold. Her hærger jødehad. Men først og fremmest hersker magten: Den stærkeste bestemmer over den svage. Den stærkeste boller hvem han/hun vil. Man tæsker andre. Man stjæler. Det er virkelig et ækelt samfund, vi møder lige her. Det er anarki i sin værste betydning.

Mishandles overalt

Drengen bevæger sig fra sted til sted. Overalt mishandles han. Når han ser sit snit til det, rejser han videre. Videre ud i vildmarken. Ude i uvejret. Ud i usikkerheden.

”The painted bird” er en ualmindelig lang film i sort hvid. Der er langt mellem de gode mennesker lige her.

Selv om filmen foregår under krigen, går der halvanden time, før vi møder nazisterne. Men inden da har vi mødt ondskab i rigelige mængder. Men filmen tager sig også rigeligt med tid til at fortælle sin historie. Den varer næsten tre timer, og der er masser af scener, der kunne skæres ud. Scener som på ingen måde giver mening i forhold til den overordnede historie. Men mange scener er også meget, MEGET lange.

Det kan måske være rart at se på en dreng, der går – langsomt – fra den ene ende af filmlærredet til den anden. Så får man ro for ondskaben så længe. Selv om knægten går i alt for lidt tøj i snestorm.

Al den ondskab

Selv om filmen iblandt snegler sig afsted, så fascinerer den nu også. Det kræver sikkert også sine tre timer at fordøje al den ondskab.

Jeg erindrer ikke, at jeg har læst Kosinskis roman, som er grundlaget for denne film. Og har jeg læst den, så er det så lang tid siden, at jeg har glemt det. Men jeg læste husker, at jeg læste en del Kosinski, da jeg var ung. Det er så ved at være over 40 år siden, og det forklarer måske min glemsel. Men jeg har spekuleret på, om det vil være en fordel at have romanen i erindring, når man ser filmen. For der er handlingsforløb, der ikke er bygget strengt dramaturgisk op. Dette er ikke klippeteknik, som man ser i gængse film.

Men når det hele er overstået efter tre timer, så giver det dog alligevel mening. Så kan man se det overordnede billede. Billedet af menneskelig afstumpethed.

Afstumpetheden er overalt. Den ekstrem fattige lokale befolkning i området, hvor filmen foregår, er afstumpede, uvidende, indskrænkede. Deres overflade af ondskab dækker givetvis over frygt for omgivelserne. Og det er rystende at opleve.

På et tidspunkt kommer kosakker og sovjethæren forbi. Det er heller ikke rare folk. Og nazisterne? Ja dem ved vi jo, hvor vi har.

En feel bad-film

Dette er det stik modsatte af en feel good-film. Det er en gennemført feel bad-film. Og når der er sex-scener i filmen, så er der nok elementer af lyst deri. Men der er også nedværdigelse, afstraffelse og magt. Så nej: Der er ingen stunder i denne film, hvor man kan sidde og hygge sig i biografsædet.

Til gengæld er der en perlerække af kendte skuespillere med. Stellan Skarsgaard er en hæderlig nazist. Harvey Keitel er en god præst. Vi møder også Udo Kier (han er med i masser af Lars von Trier-film), Julian Sands og mange andre kendte skuespillere. Der kan ikke sættes en finger på skuespillet. Billedsiden er formidabel i sort/hvid, selv om man griber sig i at tænke, at nogle af de flotte naturbilleder ville være ekstraflotte, om de havde fået lidt kulør.

Den farvede fugl

Filmen hedder ”The painted bird”. I en central scene ser vi en fuglefanger tage en fugl fra dens bur. Han maler fuglens vinger i en anden farve og slipper den løs, da en flok fugle af samme race flyver forbi. Den farvede fugl flyver op til artsfællerne. Da de ser den fejlfarvede fugl dræber de den.

Den er jo forkert.

Den scene fortæller næsten alt: Er du anderledes, skal du dræbes. Det er Jantelov gange 1000. Denne intolerance løber som en rød tråd gennem hele filmen.

Så jo – det er en film, der giver noget at tænke over. Men rart bliver det aldrig.