Den solidariske pubejer

Film - ”The Old Oak”

Britisk arbejderklasse og syriske flygtninge. Hvad har de med hinanden at gøre?

Alt, hvis du spørger den britiske filminstruktør Ken Loach, 86 år, kendt for sine mange socialrealistiske film med fokus på klassesamfundets fattigste, udstødte og undertrykte.

Dem, der hver dag skal vælge, om de vil bruge penge på varme eller mad. For der er ikke råd til begge ting.

Hans nyeste film foregår i Nord-England i en tidligere mineby, Durham, hvor livet er ved at gå fuldstændig i stå efter de store, forgæves strejker i 80’erne.

Da minearbejderne kæmpede for deres levebrød og det samfund, som var så afhængigt af kullet.

Pubejer TJ Ballantyne (Dave Turner) har selv arbejdet i minen, men driver nu den forfaldne pub, The Old Oak. Her hænger en flok stamkunder ud og diskuterer indædt altings forfald og tidernes ugunst.

En busfuld syriske flygtninge med den fotograferende unge kvinde Yara (Ebla Mari) ankommer i 2016 til byens nedslidte rækkehuskvarter, og bliver just ikke budt velkommen af gaden.

- Skide kamelklappere. I skød min makker i Irak.

TJ prøver at hjælpe så godt han kan, men en af uromagerne, Rocco, nupper Yaras kamera og "taber" det, så det går itu.

Et uerstatteligt tab for hende, for gennem kameraets linse har hun udholdt det iranske Assad-regimes forfølgelse og undertrykkelse.

- Når jeg ser gennem linsen, ser jeg håb og styrke.

TJ holder lav profil henne på pubben, når Vic (Chris McGlade) og de andre hidser sig op over de syriske flygtninge og giver dem skylden for altings elendighed og deres egen håbløse, fattige tilværelse.

Men langsomt gror et venskab med den unge Yara. Hun bliver dybt betaget af de gamle sort-hvide fotos i pubbens nedlagte baglokale, hvor minearbejderne kæmpede for en fælles sag og lavede mad sammen.

”Når man spiser sammen, holder man sammen”, står der under billederne. Så hvorfor ikke gøre det igen?

Lave fællesspisning for alle dem, som ikke får noget ordentligt at spise hver dag.

Det er en film fuld af menneskelig varme og solidaritet, mens du lærer lokalsamfundet og de syriske tilflyttere at kende. Og skildrer samtidigt ganske skånselsløst fremmedhadet.

Loach lægger bestemt ikke fingrene imellem, når han lader pubbens slæng give udtryk for deres racistiske had til dem, der har det dårligere end dem.

Men nu er blevet syndebukke.

Dave Turner i hovedrollen som den solidariske pubejer er selv tidligere brand- og fagforeningsmand, og han spiller rollen afdæmpet og godt. Bred og rund.

På en gang forsonende og tavs, når brushovederne hidser sig selv op, men også - viser det sig - handlekraftig. Det er svært at forestille sig denne film uden ham.

Mens Ebla Mari i rollen som Yara kæmper ufortrødent idealistisk for at holde liv i håbet om en bedre verden for sig selv og for hjemlandet Syrien. Og får overbevist TJ om, at det ikke er ord, men handling, der giver forvandling.

Det er nærmest klassisk Ken Loach-socialrealisme og ganske overbevisende spillet - også af de mange - som sædvanlig - uprofessionelle aktører.

Filmen føjer som sådan måske ikke meget nyt til Loachs filmiske livsværk, men det er god samfundskritisk, jordnær realisme, som griber én om hjertet.

Med en ganske væsentlig pointe.

Det er markedskræfternes frie spil, det gamle industrisamfunds sammenbrud og de rige nationers hensynsløse jagt efter magt og olie, som har forarmet den hvide arbejderklasse.

Rent faktisk er de i samme situation som de fordrevne, ulykkelige syriske flygtninge, som de nu håner og foragter for selv at føle sig ovenpå.

Radikaliseret af de sociale mediers ubegrænsede muligheder for at blæse til uforstandig racisme.

En væsentlig film. På en gang fortrøstningsfuld og samtidig hjerteskærende i sin skildring af mennesker, der vil det gode. Og dem, der vil det modsatte.