Forsoningens mirakel

FILM - ”The Miracle Club”

Dublin, 1967.

De tre slyngveninder, Lilly (Maggie Smith), Eileen (Kathy Bates) og den langt yngre Dolly (Agnes O'Casey) er i fuld gang med makeup, hårsætning og kjoletjek for de skal nemlig deltage i Hellig Kors-konkurrencen henne i kirken.

Førstepræmien er billetter til en pilgrimsfærd til Lourdes i Frankrig, hvor Jomfru Maria vist nok engang i 1858 viste sig i syn, og siden har troende katolikker valfartet hertil for mirakuløst at blive helbredt.

Især Dolly har forventninger til og håber på at vinde for hendes søn Daniel taler ikke, så måske vil en tur i det kolde helbredende kildevand give ham talens brug igen.

Desværre er deres gamle veninde Maureen lige død, og ganske uventet dukker hendes datter Chrissie (Laura Linney) op fra Boston, USA. Hende har ingen set, siden hun forlod Irland, kun 17 år gammel.

Men nu er hun hjemme igen, men bliver mødt med slet skjult modvilje. Lilly vil for eksempel overhovedet ikke tage mod de penge, som Chrissie tilbyder som tak for at Lilly har sørget for blomsterudsmykning på hendes mors kiste.

Selvfølgelig gemmer det sig en smertefuld hemmelighed inde i denne solide feel-good dramakomedie.

Det er først og fremmest en film, du skal nyde i kraft af dens solide tidsbillede.

Samtidig med at der er blevet plads til tilpas mængder kulsort, ukuelig humor, mens vi får afdækket, hvad der hændte dengang, og hvorfor Chrissie er i ”bad standing” hos sine irske landskvinder.

Skuespillet fejler ikke noget. Maggie Smith i rollen som Lilly, der mistede sin søn ved en drukneulykke for 40 år siden, gør det med vanlig overbevisende skuespil. I en fornem præstation spændende fra afvisende, ironisk kulde til bevægende nøgenhed, da Chrissie får hul på de indestængte, fortrængte hemmeligheder.

Også Kathy Bates fylder rollen godt ud som Eileen, Chrissie tidligere veninde, der blev tilbage og håbefuldt tror på, at et lille mirakel vil kunne hjælpe hende.

Det er i samspillet mellem de her damer plus Laura Linney, som den udefrakommende, at filmen for alvor lever. Med nærhed, gamle minder og en mulighed for at de måske sammen kan finde og blive forsonet.

Især det tætte kammerskuespil mellem Maggie Smith og Laura Linney bevæger og rører.

Det er ikke nogen stor epokegørende rystende dramatisk historie, men den bevæger ved sin empatiske nærhed, og uden at blive snotsentimental har den godt fat i, hvad løgn og fortielser dog kan forårsage af skade i et menneskes liv.

Så er der kun tilbage at håbe på forsoningens mirakel.