Skip to main content
Film

Kongen under parkeringspladsen

“The Lost King” er en fortælling om amatørhistorikeren Philippa Langley, der på næsten mirakuløs vis finder den forsvundne Richard III under en parkeringsplads i Leicester. Den er opbygget omkring virkelige hændelser, og er for englænderne en ganske kendt historie.

Ved første øjekast handler filmen om selve fundet af Richard III. Men hvis man som historieinteresseret eller arkæolog håber på en fuld udlægning af fundet, bliver man skuffet.

Filmen handler nemlig ikke om det 500-år-gamle skelet eller om at vinde i det arkæologiske lotto. Den handler faktisk heller ikke rigtig om Richard III, og hvordan hans liv på alle måder var misforstået. Filmen handler om Phillippa Langley (Sally Hawkins), og hvad hun repræsenterer.

Phillippa Langley er mor til to, fraskilt og arbejder hårdt for at få enderne til at nå sammen.

Samtidig lider hun af ME, som er et kronisk træthedssyndrom, der melder sig, når hun er stresset. Efter at blive forbigået ved en forfremmelse - netop på grund af denne sygdom - forsøger hun at finde en ny vej og får andre planer.

Hun bliver opslugt af Richard III's livshistorie og prøver at finde bund i, hvad der er op og ned i den historie, der bliver fortalt om ham.

Man ved på daværende tidspunkt ikke, hvor han er begravet, men Philippa Langley sætter sig for at finde ham. I filmen skildres hendes besættelse af Richard III gennem skuespilleren Harry Lloyd, en nærmest stum udgave af kongen, der guider hende undervejs, så hun kan finde hans jordiske rester. 

Det er fint skildret, hvordan Phillippa Langley føler sig draget mod den omtalte parkeringsplads, og det giver også historien noget at samle sig om. Det bliver dog også en smule intetsigende, da kongens og arkæologens personlige relation ikke smitter af og udvikler sig, men nærmere skuffer.

En dag går Langley forbi en parkeringsplads og får en nærmest magisk oplevelse, hvor alt kommer til at stå lysende klart for hende: Under en parkeringsplads, hvor bogstavet R er tegnet. Mon ikke det står for Richard? 

Det er en hård kamp for Philippa Langley, fordi hun både må kæmpe mod sponsorer, kritiske akademiske kredse og ikke mindst sin egen familie - som alle har meget svært ved at tro på hendes fornemmelse af, hvor Richard III er begravet. 

Gennem filmen får vi en klar fornemmelse af, hvordan det er at være amatørhistoriker i en akademisk verden. Langley er genert, men vandrer alligevel ind i en verden domineret af politik og sure ældre mænd. Langley tør godt at slå fra sig - verbalt - men oplever alligevel, hvordan mænd fra alle de akademiske hjørner forsøger at stjæle pressens opmærksomhed.

Overordnet set er filmen uden meget spænding, selvom man alligevel har forsøgt at tilføje dette som en del af plottet.

Sally Hawkins spiller rollen som den til tider akavede og forvirrede Philippa Langley godt, men som tidligere påpeget synes Richard III, spillet af Harry Lloyd, at blive for poleret og engleagtig i sin karakter. Måske fordi det bliver for stor en kontrast til Langley? 

Alt i alt en hyggelig engelsk film som fortæller en vigtig del af Englands kongehistorie, men uden de store overraskelser eller wow-oplevelser. 

The Lost King

  • "The Lost King" 
  • Instruktør: Stephen Frears 
  • En time, 48 minutter
  • Tilladt for børn over 7 år
  • Danmarkspremiere, Nordisk Film, Aalborg, Biffen, Nordkraft m.fl.
Arkiv