Unaturlig dukkemor

Film - ”The lost daughter”

Det er en ganske hverdagsagtig og samtidigt sært skræmmende, sine steder nærmest dirrende angstfuld film. Om moderskab, svigt og en mørk hemmelighed, der aldrig er blevet bearbejdet.

Før nu.

Litteraturprofessor Leda (Olivia Colman), 48 år, er taget alene på arbejdsferie på en græsk ø. Slår sig ned med notesbog, solbrille og sine studier af italiensk litteratur. I en lille bugt med solvogne.

Tæt på hende er en irriterende, amerikansk storfamilie med larmende teenagerbørn, men også en ung mor, Nina (Dakota Johnson) med datteren Elena. Vor professor bliver snart optaget af familien, især af Nina, men også af familiens små uoverensstemmelser.

En dag under et skænderi med sin mand er Nina et øjeblik uopmærksom, og lillepigen Elena forsvinder. Alle farer opskræmte rundt som hovedløse høns, men Leda bevarer roen og finder Elena legende. Alt ånder harmoni i et forløsende øjeblik, men …

Elena har mistet sin elskede dukke. Og er utrøstelig.

Denne dagligdags begivenhed bruger den debuterende filminstruktør Maggie Gyllenhaal som afsæt for en undersøgelse af både Leda og Nina. I en slags parallelt forløb, hvor de to kvinder langsomt nærmer sig hinanden.

De to kan finde lighedspunkter mellem deres liv, og samtidigt bliver der langsomt afdækket skjulte hemmeligheder og fortiede, undertrykte forhold.

Vi ser udefra på Nina – glimrende og lettere frustreret, nervøs på sig selv, spillet af Dakota Johnson – og oplever i tilbageblik, hvordan den unge litteraturstuderende Leda (Jessie Buckley) kæmper med at forene sin karriereambitioner med rollen som ung mor med to småpiger, 5 og 7 år.

Hun elsker dem højt, men ”svigter” også i det daglige, som alle forældre har oplevet det, når de kære små bliver for meget. Bliver hidsig, opfarende og urimelig.

Jessie Buckley gør det glimrende som ung kvinde, der føler sig tappet for energi og i et svagt øjeblik lader sig forføre – ”eksploderer” – og siden må leve med det svigt, som vi først får afdækket langt henne i filmen.

Den forsvundne dukke spiller en stor, symbolsk rolle i filmen. Hvorfor må den lille Elena ikke bare få den tilbage? Den fungerer både som babyerstatning for den ældre Leda og er samtidig et fysisk symbol på alt det, som hun selv svigtede og forlod dengang. Og aldrig får tilbage.

Olivia Colman er intet mindre end fremragende i rollen. Flere vil sikkert huske hende for den Oscar-belønnede hovedrolle som Queen Anne i det historiske drama ”The Favourite”.

Her gør hun det lige så godt – på en gang ængstelig forvirret og samtidig selvbevidst sejrssikker med sin skjulte hemmelighed. Inden sammenbruddet og erkendelsen – at hun ikke magtede og valgte sine egne børn fra, da det måske gjaldt allermest for dem.

Hvad hun ikke magter at udtrykke med et blik, et pludseligt stemningsskift eller en afværgende replik. Samtidig med at du hele tiden fornemmer, hvordan det ulmer og koger inden i hende, som en vulkan tæt på glødende lavaudbrud.

Det er stort skuespil, og en film, du ikke lige ryster af dig, med sine mange lag. Hvordan et ubearbejdet svigt nærmest tvinger en kvinde til at genbesøge fortrængte minder og samtidig rent følelsesmæssigt sender hende ud på det virkeligt dybe – der hvor sindet ikke rigtig ved, hvad der er op og ned.

Et stærkt og rystende psykologisk drama. Om skam og fortrængning, men også med et lille håb om forsoning og udfrielse.

Ps: Filmen bygger på den italienske forfatter Elena Ferrantes roman "The lost daughter" - på dansk "Dukken, der blev væk"