Portræt af kunstneren som ungt menneske

Film - ”The Hand of God”

En farverig, lidenskabelig og rablende besyngelse af livet og livsglæden. I den syditalienske by Napoli, hvor vi møder familien Schisa, deres venner og slægtninge, naboer og andet godtfolk i 1980-erne.

Far hedder Saviero (Toni Servillo) og mor Maria (Teresa Saponangelo) og de har to sønner og i centrum for filmen står deres yngste søn Fabietto (Filippo Scotti).

Snart færdig med gymnasiet, usikker på sig selv og samtidigt opmærksomt registrerende alt det spændende, som foregår lige omkring ham.

Den gudesmukke, barnløse tante Patrizia (Luisa Ranieri), den korrupte onkel, den overvægtige, bandende bedstemor, cigaretsmugleren Armi – et stort og kaotisk persongalleri, som spiser, diskuterer, skændes, elsker, slås eller går fra hinanden for snart at finde sammen igen.

Her er kvinder sexede 110 procent bevidste om deres eget værd, og mændene omkring dem forstår at nyde netop det.

Og så er der den argentinske fodboldstjerne Maradona, som Napoli drømmer om at købe og som har givet filmen dens titel. Men det er den unge Fabietto, som er hovedpersonen i denne fabelagtige film.

Den unge mand, der skal lære at tage fat i livet, ruske det i kravetøjet og få det, han drømmer om. Og det er ikke bare den underskønne Patrizia, som bliver indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.

Rollen bliver spillet både følsomt og nærværende af Filippo Scotti, der undervejs i filmen hele tiden stiller spørgsmål til, hvad meningen er med det hele og får masser af kloge råd i form af italienske one-liners, en norsk kernegut ikke ville slippe af med at fyre af.

I stil med den her: Er du ikke modig, får du aldrig de smukke kvinder.

Det handler selvfølgelig om sex, lidenskab og kærlighed, men det handler i høj grad også om at finde sin egen vej. Hvad vil du egentlig selv med livet? Fabietto drømmer om at blive filminstruktør, og du kan se filmen som en lang udviklingsrejse på vej mod netop.

Og samtidig får vi et portræt af kunstneren som ungt menneske og det samfund og de livsbegivenheder, der var med til at forme ham.

På den måde har filminstruktør Paolo Sorrentino’s film tydeligvis selvbiografiske træk, mens vi oplever, lever og lider med den italienske familie Schisa i medgang og modgang, sorger og glæder.

Det er filmet med et både forelsket og vidende kamera. Åbningsscenen hvor vi zoomer ind på byen Napoli, der ligger der ved havet, lige før de første solstråler oplyser, og vi følger den smukke gamle Rolls Royce, der kører langs havnepromenaden.

For så at stoppe ved busstoppestedet hvor den dejlige Patrizia står og får tilbudt et lift af den mystiske Sankt Januaris, der påstår at han kan kurere hendes barnløshed.

Det er magisk realisme drevet frem af lige dele sanselighed og ganske jordnære begivenheder. Mens vi lærer familien og deres hverdag at kende – fuld som den er af både poetiske, groteske, humoristiske og sorgfyldte stunder.

Filmen er en stor besyngelse af livet – at vi skal huske at leve det fuldt ud og ikke lade os nøje, men give den fuld skrue, når vi har mulighederne for det.

Det er filmkunst så farverig og uforudsigelig som livet selv. På en gang så ligetil som zuppa di latta og samtidigt mytisk uvirkeligt. Som en filmet drøm om den ungdom, du selv oplevede engang.

Gå ind og se den på det store lærred, inden den forsvinder eller rettere går på Netflix.